Plader

Frank Black Francis: s.t.

News flash: Pixies er populære igen! I år har vi fået en koncert, en dvd og endnu en best of-opsamling. Og mens vi venter på en ny plade, får vi denne dobbeltudgivelse med Black Francis’ gamle demoer samt vovede og sære fortolkninger af Pixies’ hits.

Det var en vidunderlig oplevelse at stå foran Roskilde Festivals Orange Scene i sommer, da de genforenede rockikoner i Pixies trådte på scenen og affyrede det ene hit efter det andet. Og det var knap til at høre, at der var gået over 10 år siden sidst. Lige siden nyheden om bandets gendannelse rullede over det ganske land tidligere i år, har de store markedskræfter også gjort deres for at henlede vores opmærksomhed mod Pixies’ tidligere melodibombardementer. Således fik vi bl.a. endnu en opsamlingsplade, der kunne minde gamle fans om musikkens høje kvalitet og forhåbentlig rekruttere nye fans. Og mens vi venter på, at de gendannede Pixies får taget sig sammen til at lave en ny plade, malkes der videre på Pixies-bølgen.

Lad os springe direkte til manden med de mange navne. Han blev født Charles Kitteridge Thompson IV, i Pixies kaldte han sig Black Francis, i den efterfølgende solokarriere hed han Frank Black. Og nu? Frank Black Francis – en blanding af de to kunstnernavne som nærværende plade også er blevet kaldt. Det kan virke en anelse skizofrent, men udspillet fungerer såvel som et gyldent tilbageblik på kunstneren, han var i Pixies-dagene, og som en sær vinkel af manden i dag.

Tro mod denne tvedeling serverer nærværende udspil to skiver. Den første er såvel et kuriosum som et decideret arkæologisk fund i form af en demoindspilning, Black Francis foretog tilbage i 1987. Det var daværende producer Gary Smith, som havde bedt Black Francis om at kigge ind og lægge nedbarberede akustiske versioner på bånd forud for indspilningen af Pixies’ første mini-LP, Come on Pilgrim.

Den anden plade er en genindspilning af klassiske Pixies-sange. Dog ikke i deres traditionelle form. Frank Black Francis, den nuværende inkarnation, drog i studiet sammen med Andy Diagram og Keith Moliné (måske bedre kendt som David Thomas’ (Pere Ubu) backingband The Two Pale Boys) og lavede fortolkninger af egne værker, “…to balance this product out a bit,” som han selv skriver i den medfølgende notits.

Og demo-indspilningerne er bestemt udgivelsens realitet værd. Det er en pirrende oplevelse at lytte til ungersvenden Black Francis’ tidlige akustiske versioner af sange, som Pixies senere ville indspille og udgive, helt frem til bandets svanesang Trompe Le Monde i 1991. Det eneste, der akkompagnerer ham, er vokalens rumklang samt en smule båndstøj. Allerede så tidligt i bandets udvikling kan man høre, hvor fint færdigskabte sangene er. Hist og her indtaler Black Francis tilmed små beskeder til Gary Smith, om hvordan resten af bandet skal komme ind og gøre dit og dat, samt hvornår han selv sætter ind med skrig. Selv om man ikke finder de store overraskelser her, ringer gamle hits som The Holiday Song, Caribou og Break My Body klart igennem med sikker kraft.

Noget andet og delvist nyt finder man på den anden plade, hvor Pixies’ rockmønstre er omsat til The Two Pale Boys’ skæve popverden. Frank Black Francis træder et skridt ind på ukendt territorium, og selvom det langt fra er alle resultater, der er lige vellykkede, er det dog et modigt skridt. Blandt de bedre resultater er Nimrod’s Son, der i sin forvandling lyder som en blanding af Tom Waits og Calexico, og Levitate Me er næsten ovre i The Flaming Lips’ lykkeboblende heliumverden – begge sange pumpet op med blæserarrangementer og Frank Black Francis’ empatiske vokalarbejde.

Helt galt går det dog i The Holiday Song, hvor det fængende guitartema er omdannet til et mærkeligt, lalleglad big band-blæserhelvede, og her må man tæske næven i bordet. Frank Black Francis siger selv: “Sure, we’ve messed with the gospel…” Ja, i dén grad! Og så må man for øvrigt undre sig over, hvorfor Planet of Sound skal fortsætte i 15 repetitive, langtrukne og meningsløse minutter.

Alt i alt er nærværende udspil slet ikke så forfærdeligt, som man kunne frygte. Den gamle båndindspilning er endelig ordentligt ude, og Frank Black Francis får prøvet kræfter med sit gamle materiale i ny form. Selv om alle fans til enhver tid vil foretrække originalerne, er der dog en modighed i forsøget. Nu skal den buttede herre blot få sat sig ned med sine gamle band mates og få stykket nogle sangjuveler sammen, så vi kan få noget nyt. Mon ikke vi er et par stykker, der kunne tænke os det?

★★★★☆☆

Leave a Reply