Og så hænger man dér i luften: »Falder / frit / … / armene ude til siden, / øjnene opspærrede / til et udsyn, der dækker / fra Bangkok til London / fra Berlinmuren til den kinesiske / over flyruterne, jernbanerne / og motorvejene, hovedvejene / skovene, skoven, landevejen, bilerne / grusvejen / den røde Winthercykel.«
Der er masser af bevægelse, transport og rejser i Mirian Due Steffensens lyrik. Vi falder, rejser med fuglene sydpå, kører i tog langs rismarker.
Og mens vi gør det, bliver vi ledt på vej af Due Steffensens tænksomme, adstadige oplæsning. Men ordene havde ikke flyttet os så langt væk, hvis ikke teksterne havde fået følgeskab af Jakob Brixen og Martin Luckmanns musikalske indpakning.
Sine steder kammer Due Steffensens ordguirlander nemlig over og namedropper sig frem til at blive lige rigeligt postmodernistiske, som når Fight Club, Wilde og Strunge i “Sekundmarkør” bliver nævnt tæt op af hinanden i løbet af en håndfuld linjer.
Heldigvis har Jakob Brixen og Martin Luckmann programmeret sig frem til nogle lyduniverser, der står godt til teksterne – bl.a. ved ikke bare at stryge lyrikken med hårene. De to programmører har skrabet og skåret relativt langt ind til benene, og de nøgne beats står ofte helt alene i lydbilledet som i “Moldova”.
Mens Mirian Due Steffensen tager os med ned gennem Østeuropa, bumler beatet dumpt som et gammelt togs ga-dung, ga-dung-lyde, når det rammer skinnernes samlinger. Nedenunder syder en dyb bas som små hæse eksplosioner i undergrunden. Undervejs klippes stemmen og digtet i stykker, hvilket sammen med en minimal, frostklædt melodi fører hen mod et brusende klimaks. Her bliver bassen varm og behagelig, men den modspilles straks af disharmoniske synth-hyl. Og netop ved at kradse og gøre modstand formår Manuskript her at vriste sig ud af f.eks. múms skygge – uden helt at give køb på den henførte stemning, som klimaksets udstrakte, cirklende præg fører med sig.
“Trækfugle” kommer just bagefter og beviser, hvor fint Manuskript har blandet kortene. Hér holder Brixen og Luckmann sig helt fra beats de første 3-4 minutter, og det giver en god variation, at de er tilbageholdende og lader musikken være mere imødekommende. I hvert fald indtil de efter 8 minutter lader nummerets midterpassage vende tilbage med guitarfeedback og lidt ekstra kraft på det synkoperede beat. Igen viser de to herrer en god evne til at beherske sig og lader derfor ikke den genkomne passage blive strukket ret langt ud.
“Ravnen” starter i det utilnærmelige hjørne med flaksende vokalstumper, diskant susen og knitrende dataoverførsler. Oven på en ensformigt rumlende bas kastes en enlig guitar svøbt i rumklang rundt mellem de gnistrende fragmenter og minder i glimt om danske Symptoms’ på én gang storladne og skurrende guitardroner.
Imidlertid forsvinder nummeret lidt for meget ind mod sin egen navle med sønderklippede ord, der godt nok intensiverer stemningen, men på paradoksal vis bliver lidt for meget i al sin knitrende minimalisme.
Musikalsk er “Sekundmarkør” ikke helt på højde med pladens første halvdel. Det tyste swing-beat er lidt kedsommeligt, og de to programmører forlader sig lige lovlig meget på, at bassens bump lyder som kampesten, der rammer stengulv i en højloftet katedral. Nummerets klimaks virker halvhjertet – det vokser sig stort med synths og et huggende beat, der med flade bækkenslag lyder som en tyndbenet Ulrich Schnauss, men det bliver aldrig for alvor manende.
Til gengæld er det en fornøjelse at høre Mirian Due Steffensen lege med tempoet i ordene og på den måde få sætningerne til at glide sammen på nye måder i lytterens hoved. Der er korte strejf af højholtsk stream-of-consciousness-oplæsning over visse passager, og det bliver tilmed helt smukt, når »… der går hul på solens gule blomme, den flyder ud / på himlen / ned i vandingskanalerne og bæres / ud i rismarken.«
Manuskript får ikke de store point for overvældende originalitet. Sine steder smager Brixen og Luckmanns knipsende beats og minimalistiske melodikonstruktioner hver især lidt for meget af múm og Opiate.
Ikke desto mindre er Digt #1 en vellykket debut, som kommer overraskende godt omkring at gøre konceptet “poesioplæsning hen over knasende beats” dragende.
Digt #2 må gerne kratte mere. Det vil vi glæde os til.
