“Skab noget nyt ud af andres efterladenskaber” har i 25 år været en del af hiphoppens trosbekendelse. Og ingen har taget det mere seriøst end det californiske kollektiv Anticon, der i lang tid nærmest har været essensen af genrens jæger-samler-mentalitet. Men som det blev afsløret på Why?’s Oaklandazulazylum fra 2003, kan d’herrer andet end at samle andres efterladenskaber sammen. De kan spille selv, kan de. Og komponere. Denne velsignelsesrigt korte cd på bare 42 minutter rummer begge dele af Anticons udtryk.
Det første rigtige nummer på Pedestrians debut, Un-Indian Songs vol. 1, perlen “O Hosanna”, er vintage-Anticon og kendetegnende for den ene halvdel af cd’ens numre. Abrupt opbygning af nummeret med den ene skumle sampling efter den anden, konstante skift i beatet, støj, distortede trommer – kort sagt alt dét, vi har lært at elske hos producerne Jel og Odd Nosdam.
“O Hosanna” er samtidig en indikator på, hvor ferm (i dette tilfælde) Jel er blevet siden de første famlende skridt. Hvad der for fem år siden lød som nogle unge fyre, der havde en masse lydstumper, som de ikke vidste, hvad de skulle bruge til, og som de derfor nødtørftigt klampede sammen over et hiphopbeat, er i dag lyden af topproducere, der har fundet deres stil. Jels fremragende collager driver nummeret frem, og selv om nye samplingskilder bliver smidt ned i gryden med ca. 30 sekunders mellemrum, fremstår nummeret alligevel som en helhed.
Pedestrian er i besiddelse af en lidt hæs stemme, der ligger et eller andet sted imellem El-P, Sole og Dan Holmfjord fra Humleridderne! Han er dog en betydelig bedre poet end sidstnævnte, nemmere at forstå end Sole og knap så pågående i sit flow som El-P. Han er en beåndet herre (beskriver sig selv som opflasket med Bergman-film) og henviser eller citerer i sine tekster f.eks. til Goethe, Lorca og europæisk dødedans fra middelalderen. Samtidig identificerer han sig med den mere kritiske del af amerikansk kultur – han namedropper ikoner som the Black Panthers og dets stifter Bobby Seale og sampler fra mere end 50 års anti-establishment kunstnere, som Pete Seeger, Gil Scott Heron og Flavour Flav.
I “Arrest the President” gøres Bush junior, Reagan og Nixon til tre alen af det samme (forbryder)stykke, og bliver symboler for den dybtliggende skepsis mod stat og regering, som Vietnamkrigen og Watergate affødte i kredse af det amerikanske samfund. For en middelsvær, dansk velfærdsdemokrat kan det nogle gange være svært at forstå, at der stadig, her 30 år efter, er sangbrændstof nok i de Store Amerikanske Traumer – kunne man f.eks. forestille sig Clemens rappe om Tamilsagen om en ti års tid? – men sådan er det altså.
Virker teksten derfor en anelse paranoid set fra denne side af dammen, er den musikalske underlægning en ganske anden og medrivende sag. Uptempo og diskante trommeprogrammeringer, sirener a la Public Enemy årgang 1989, skarpe blæserriffs, en bidende synthesizerbas og simple scratches driver lytteren rundt i manegen. Et velvalgt, lille citat fra Brian Wilsons popklassiker, Heroes and Villains, dukker op midt i denne nærmest klassiske hiphop-hymne og vidner om Anticon-slængets udsyn og evne til at finde overraskende lydkilder.
“The Toss & Turn” må være det nærmeste, Anticon kommer en vaskeægte floorfiller. Et enkelt beat og et rocket riff, der kunne være hentet hos house-anarkisten Armand Van Helden, pisker i samspil stemningen op. Til forskel fra en del andre numre på Un-Indian Songs vol. 1 afbrydes beatet ikke af mere eller mindre obskure stemmer og gamle radiooptagelser. Ved hjælp af typisk spændingsopbygning i form af breaks og velplacerede Hammond B3 indsatser, får vi for én gangs skyld lov til at feste igennem.
Denne form for konstans i beatet og ensartethed i produktionen klæder faktisk en del af Pedestrians tekster. “Field Reports from the Financial District” må nævnes for sine billedskabende loops af romantiske strygere, celeste og tværfløjter, der over et sejt swingende groove skaber en landlig og nærmest andagtsfuld stemning. Matthew Chang har ‘komponeret’, ligesom han også står bag både “Jane 2: Electric Boogaloo” og den fine slutsang “Blind Dates”. Alle tre i samspil med netop Why?, der tillige krydrer visse numre med sin særegne og hjemmegjorte melodier.
Pedestrians album forsøger sig med begge Anticon-skoler: collagen og kompositionen (og egentlig er det jo ikke kun Anticons udgivelser, der har de to yderpunkter, men det meste af den hiphop, der udgives i dag). Men selv om vi derfor kommer vidt omkring i forskellige lyduniverser, er der ingen tvivl om, at dette er en udgivelse fra Anticon. Og uanset at vi måske skal tilbage til Themselves’ The No Music fra 2002 for at finde et rigtig helstøbt album fra Oaklands hippe indiehoppere, er dette dog en glimrende plade.
