Klubmester består af sanger Carsten Lykke og guitarist Thomas Hyllested, der selv indrømmer, at de ikke helt ved, om det er yatzy eller musik, der er deres vigtigste hobby. Og Klubmester fremstår da også som d’herrers eget lille hyggeorkester. Deraf følger en lækker tilbagelænethed og afslappet stemning på debutpladen Nået så langt.
Det kan være svært ikke at få associationer til Ibens, når Carsten Lykkes lyse, pibende stemme træder frem i lydbilledet, og det er stadig det naivistiske og simple tekst-univers, små popmelodier, og en moderat krukket stemmeføring, der driver værket. Dog er der skruet helt ned for selvhøjtideligheden, der dominerede Carsten Lykkes soloudspil, og denne lidt mere anonyme tilbageholdende rolle klæder ham ualmindeligt godt. Ud over dét skal der herfra ikke lyde nogen yderligere sammenligning, for Klubmester er noget helt andet.
Versene er instrumentale, og omkvædene består af brudstykker af tekst, der bliver gentaget på en næsten Mikael Simpsonsk måde.
På den måde bliver der vredet mere betydning ud af ordene, end man ellers lige forventer. »Lad mig nu vær’ / Lad mig nu vær’ / Her hos dig.«
Netop de instrumentale vers er det specielle ved Klubmester, og det gør det svært at sætte dem i bås. Der bliver spillet Jeopardy med lytteren, for Carsten Lykke har svarene i omkvædet, og så må man ellers selv se, om man kan finde på spørgsmålet i versene.
Der er ingen detaljerede lag i hjemmeproduktionen, og sounden er ren, næsten for ren. Trommerne er yderst kedeligt mixet og minder ærgerligt nok efter et par numre om et sæt papkasser.
Det kan være enormt trættende, at stort set alle skæringer kører i samme sløve tempo, og man må efter et par numre indstille sig på, at det nok ikke bliver nogen sindsoprivende oplevelse at lægge ører til Nået så langt, men da dette er sket, er det faktisk en meget behagelig vinkel og stemning, Klubmester anskuer verden fra.
“Følger ikke med” står som albummets bedste nummer. Her skifter lyden karakter på en måde, der giver indtryk af, at Klubmester også er inspirerede af den mere stille elektroniske musik. Produktionen på dette nummer minder faktisk en smule om wonderboyen Khonnors lyd, og det er absolut ikke dårligt. Nummeret fremstår som det perfekte klimaks på en plade med både irriterende sange og irriterende gode ditto.
Der er ingen tvivl om, at der virkelig skal være tale om den rette timing og kontekst, før Nået så langt vil fænge. Men selv om pladen ved første gennemlytning lyder som en overordentlig tynd og kedelig kop te, kan den med stor tålmodighed sluges og være en rigtig berigende oplevelse. På et eller andet tidspunkt vil det hele give mening, solen vil bryde igennem skyerne, og selv en bustur gennem Herning går hen og bliver interessant, for Nået så langt er virkelig et godt soundtrack til en tur langt væk fra storbyens stress.
