Straks efter at Undertoner mødes med Connor Kirby-Long (alias Khonnor) og hans turnemakker og kammerat Aaron, mumler sidstnævnte, at det vældigt roste Khonnor-debutalbum, Handwriting, ikke eksisterer mere.
“Vi har det ikke længere,” siger han, “så vi kan ikke spille det live, medmindre vi vil lave karaoke-versioner, hvor Connor synger henover.”
De fniser lidt, men skifter straks spor og minder hinanden om, at de skal huske at rydde omklædningsrummets køleskab.
“Det er dét, der gør det værd at turnere rundt,” griner Aaron.
Da vi er kommet ind i omklædningsrummet ved siden af Metropol-scenen på Roskilde Festival, forklarer 18-årige Connor, hvad det er, der egentlig er sket med Handwriting.
“Jeg har ikke mere musik fra det album ud over på almindelige CD’er. Min lillebror ryddede hele harddisken, så jeg mistede alle de originale filer. Så nu kan jeg ikke redigere i dem eller tilføje noget. Hvis vi vil lave et eller andet nyt med et nummer fra pladen, er vi nødt til at lave det helt forfra. Og det vil komme til at lyde helt anderledes, fordi det vil blive påvirket af alt dét, jeg har hørt det seneste år – lige fra Mike Patton over Deerhoof til Autechre.”
Godt nok ler de to teenagere lidt mellem Tuborg-slurkene, men det har ikke været problemfrit for de to at rejse rundt i Europa på basis af den store succes med en plade, som de næsten ikke kan spille live-numre fra.
Connor er ikke i tvivl om, hvad der har været det sværeste ved at begynde at spille koncerter.
“Forventningerne,” siger han uden tøven, “folk vil ikke høre nye ting. De vil høre Handwriting i live-udgaver. Men hvad vil det sige? Vil de have nye versioner, eller skal jeg bare synge karaoke hen over pladen?”
Søvnløs inden Stengade-koncert
I marts måned spillede han sin første koncert i Europa på Stengade30 i København. Før koncerten var Khonnor et populært samtaleemne i byen, fordi det var spændende, at en teenager havde lavet et så omtalt album. Efter koncerten var han stadig på alles læber, men nu var det, fordi teenageren havde leveret en skidt og efter manges mening decideret håbløs koncert. Koncertanmeldelserne var hårde og gættede på, at det unge stjernefrø havde fået epileptiske anfald, for meget alkohol eller “for meget af Christianias goder”.
Her fire måneder senere er Connor irriteret over, at der ikke var nogen, der spurgte ham, hvad der egentlig var sket, før de skrev deres teorier.
Ifølge ham var der nemlig helt andre årsager til det problematiske show. Og han kan vist godt selv se, at nogle af dem lyder fjollede.
I hvert fald smiler han bredt og roligt, da han får spørgsmålet om, hvordan han, Aaron og trommeslageren Keith forberedte sig til koncerten i København.
“Vi forberedte os slet ikke. Vi red bare på en bølge af folks forventninger. Handwriting havde klaret sig ret godt i Skandinavien, så pladeselskabet bookede en turné i hele Skandinavien.
Det hele var booket sådan, at vi ikke havde tid til at forberede noget som helst til det første show. Vi havde heller aldrig spillet sammen med Keith før,” forklarer Connor, der havde taget konsekvensen af problemerne med at få bandet til at fungere ved kun at tage Aaron med til Roskilde og spille et laptop-baseret show.
“Til koncerten i København havde vi to timer til at forberede showet. Og det skulle vi selvfølgelig have gjort på forhånd,” erkender Connor, “og det var klart uansvarligt af os.”
Det hjalp heller ikke, at Connor havde haft store problemer med at få et pas, så han kunne komme til Europa. Anspændtheden havde forhindret ham i at sove i fire dage i træk, og situationen faldt først på plads så sent som muligt.
“Den mest udmattende oplevelse i mit liv”
Fremmødet på Stengade30 kom meget bag på Connor og hans to følgesvende.
“Jeg havde ingen idé om, at der ville komme 300 mennesker. Der var plakater med albumcoveret på væggen, og folk forventede virkelig Handwriting-sange. Men vi kunne jo kun spille tre af dem, så der var ikke meget at gøre for os,” siger han og slår forsigtigt ud med armene.
“Lige inden showet kunne vi heller ikke finde CD’en med grundsporene til aftenens sange, og det lykkedes først i sidste øjeblik. Da vi kom ind, råbte folk titler på numre, de gerne ville have os til at spille, og dét kan jeg virkelig ikke holde ud. Vi spillede bare, hvad vi havde lyst til, og det så folk absolut ikke ud til at synes om.”
Så der er i virkeligheden, pointerer Connor, mange medvirkende årsager til, at han endte aftenen på trappen foran spillestedet.
“Man får en slags adrenalin-kick lige inden en koncert. I den sidste ende er det som regel en god ting, men lige i starten er det virkelig skidt. Og efter den her koncert førte det – kombineret med fire dage uden søvn og koncertens forløb – til, at jeg fik et ildebefindende og måtte på hospitalet.
Den danske presse skrev, at jeg var fuld, men jeg fik kun to øl inden showet,” siger han og ryster på hovedet.
“Men i bund og grund er det den mest anstrengende situation, jeg nogen sinde er blevet anbragt i.”
Spørgsmålet om, hvorvidt det var for tidligt for ham at blive sendt på så stor en turné, når knap at blive stillet.
“Helt afgjort.”
Ingen lytter til støjen
Roskilde-koncerten vakte heller ikke ubetinget lykke blandt publikum, og langt de fleste havde forladt teltet, inden Connor og Aaron efter knap en time afsluttede deres særdeles spraglede show, der konstant skiftede retning og vekslede mellem grynet 8bit-electro, ambiente lydflader, absurde optagelser af telefonopkald og et par enkelte Handwriting-numre.
At folk gik undervejs, lader ikke til at gå de to på. Mens han skubber tøjet i kufferten sammen i et hjørne for at gøre plads til de kolde øl, forklarer Aaron, hvorfor det ikke rører dem:
“Det her var, hvad vi forstår ved et poppet show. Vi er eksperimenterende kunstnere, der turnerer som popmusikere, og det betyder, at nogle folk bliver skuffede.”
Connor fortsætter i en frustreret tone: “Folk forstår slet ikke, at Handwriting er et eksperimenterende album. De lægger slet ikke mærke til det, men trænger ind bag støjen og lytter til melodierne i stedet for.
Der er en symbiose mellem melodierne og støjen, men ingen tager sig af dén. Og det er på en måde ret nedslående.”
Fem minutter senere er der kun kildevand tilbage i køleskabet, og de massive sportstasker er på vej videre mod Göteborg.