Amerikanske Patrick Phelans tredje udspil, Cost, er en æterisk affære af dimensioner. Musikken er helt igennem luftig lige fra første sekund, hvor man tages ved hånden af det blide elektroniske åbningsnummer “In Words”. I den smukke toer, “Favor”, føres lytteren direkte over i stemningsfuld følelsesladet indierock af fineste kaliber. Det er ubetinget det bedste nummer på pladen med dets dragende melodiforløb og støjende afslutning – vanedannende, smukt og langtidsholdbart.
Det er efterhånden fire år siden amerikanerens sidste udgivelse, den glimrende Parlor. Tiden er blevet brugt i Italien, hvor Phelan har taget fri for musikken for at studere globale menneskerettigheder. Med udgivelsen af Cost er han tilbage i vante musikalske omgivelser, hvilket man som lytter kun kan byde velkomment. Patrick Phelan er nemlig en yderst begavet musiker med sit helt eget bud på, hvordan tingene skal gøres.
Stemningsmæssigt er sangene på denne udgivelse karakteriseret af et stort følelsesmæssigt nærvær og fornemmelsen af åbne vidder. Derudover suppleres der med diverse atmosfæriske klangflader. Pladens særegne blanding af det indadvendte/udadvendte fungerer glimrende – og i dens bedste øjeblikke ganske fremragende. Nummeret “Sails and Descending” minder om tidlig Pink Floyd med smuk spøgelsesagtig violin. Billedet af en stjerneklar nat ved verdens ende melder sig omgående.
Patrick Phelan er tidligere medlem af det indadvendte amerikanske indie-ensemble South, der er forholdsvis ukendte herovre. Denne musikalske fortid høres tydeligt på Cost, der bærer præg af den samme indadvendte, melankolske grundstemning. Det skal dog med det samme siges, at Phelan gør en langt bedre profil solo. På trods af dette er Cost ikke en nemt tilgængelig udgivelse. I lighed med de sidste to udgivelser kræver den tid at vænne sig til, men belønner til gengæld også den tålmodige med smukke momenter i spandevis.
Afslutningsnummeret “Fall” introducerer en kvindelig vokal. Dette får nummeret til at skille sig ud fra resten af pladen, hvor Patrick Phelans lyse vokal er den bærende enhed. Desværre kammer det indadvendte over hen imod slutningen af nummeret. “Fall” bliver simpelthen for navlebeskuende. Nummeret er præget af gentagelser, og resultatet bliver, at nummeret forekommer nærmest ulideligt langt, hvilket desværre giver nogle ridser i lakken på det overordnede indtryk.
Patrick Phelans musik rummer en åbenlys fare for at virke kedelig og søvndyssende. Dette deler han med beslægtede amerikanske bands som Spokane eller Bevel, hvis musik er indadvendt på samme måde. Grænsen mellem, hvornår noget rækker ud over sig selv, og hvornår det hermetisk lukker sig i omkring sig selv, kan være hårfin. Phelans blanding af singer-songwriter og musikalske eksperimenter går netop på line mellem det private og det, der vedkommer andre. Som enhver form for linedans er dette forbundet med fare, og Phelan mister da også balancen af og til. Gudskelov genvindes balancen for det meste, og lytteren kan ånde lettet op.
På trods af svipserne er Cost et glimrende udspil fra en ambitiøs musiker, som ikke er bange for at styre skibet ind i ukendte farvande. Der bør altid være plads til en musiker, der nægter at gå på kompromis med sin kunstneriske vision. Dette er absolut nødvendigt, hvis musikken skal fortsætte med at udvikle sig som selvstændig kunstform. En verden uden kunstnere som Patrick Phelan ville derfor i sandhed være en fattigere verden.
Lyt til “Favor”:
[audio:http://www.scjag.com/mp3/jag/favor.mp3]
