Efter første gennemlytning af October Language synes Belongs tilgængelighed at ligge på niveau med den Lou Reed, der udgav dobbeltalbummet Metal Machine Music i sin tid. Den plade består af utilnærmelig støj på samtlige fire sider, og dem kan de færreste næppe prale af at have hørt i ét stræk. Belong har akkurat som Reed forkastet enhver antydning af melodiske elementer på albummets otte instrumentalnumre. De er dog ikke ulideligt støjende, for Belongs lag-på-lag af støjflader er tyste og afdæmpede. De er snarere ulideligt kedsommelige, fordi pladens langstrakte passager er alt for monotone. Dét må tilskrives manglen på rytmer eller beats. Efter flere ture gennem Belongs lydunivers giver galskaben dog mening. En smule i hvert fald.
Belong består af Turk Dietrich og Michael Jones, der er fra New Orleans. Og netop byen spiller en tematisk rolle på pladen. Helt præcis orkanen, der ramte byen i august sidste år. Albumcoveret ligner et falmet fotografi af et par huse i den karakteristiske arkitektoniske stil, som New Orleans er kendt for. Billedet konnoterer det gamle, fortidige New Orleans og dermed de ødelæggelser og tab, naturkatastrofen medførte. Samtidig emmer Belongs musik af sorgfulde melankolske stemninger. På visse numre anes dog et håb som for eksempel den æteriske støj i titelnummeret. October Language er derfor et passende lydspor til den tragiske hændelses triste efterspil i den orkanramte by. Også selv om albummet allerede blev indspillet i 2004, og derfor før Katrina-katastrofen indtraf.
October Languages otte kompositioner hænger sammen og bør høres som et samlet værk. Ikke fordi numrene glider over i hinanden (de enkelte numre er tydeligt adskilte), men fordi det stort set er det samme fundament, de er bygget på. Albummet er gennemsyret af en indadvendt, umelodisk musik, der er opbygget af varierende doser distortion og feedback i ofte lange, monotone forløb. De enkelte numre virker ikke ens af den grund – der er bare ikke rigtig nogen af dem, der for alvor stikker ud og gør opmærksom på sig selv. Albummet er derfor bedst egnet til at blive hørt fra start til slut.
Eller så længe det nu er muligt at holde ud. For det er svært at bevare koncentrationen i samtlige 45 minutter. Belongs støjende guitareksperimenter er nemlig fattige på højdepunkter, hvis sådanne skal måles efter klimakser. I stedet glider de langstrakte forløb meget langsomt ind og ud af hinanden. Og da det meste samtidig er en massiv mur af lyd, godt nok i flere lag, er der heller ikke nogen lyde, der skiller sig nævneværdigt ud. For megen tid i selskab med pladen går med at vente på de oftest tiltrængte afvekslinger.
October Language er bygget på stemninger med mange detaljer, som det kræver mange gennemlytninger at høre mere end blot konturerne af. Men når den hurdle er overstået, er albummet slet ikke så utilgængeligt endda – uden at det dog på nogen måde bliver nemt at lytte til. Det er et flot og imponerende album med både foruroligende og smukke stemningsfulde øjeblikke. Alt Belong foretager sig på pladen virker meget kontrolleret og tilsigtet. Men det er alligevel for indadvendt, da de lange forløb uden nævneværdige retningsskift har svært ved at tilrane sig en fokuseret interesse i længere tid ad gangen. Flere mærkbare variationer ville have hjulpet på dét.
