Italienske Giardini di Mirò har altid været en noget særegen størrelse inden for postrocken. Bandet har en umiskendeligt stilren – ofte nærmest dansabel – klangbund i deres melodier, der sammen med postrockens æteriske lyd og store rum gør deres debutplade The Rise and Fall of Academic Drifting til et uventet, men absolut behageligt bekendtskab.
Deres andet album, Punk … Not Diet!, var udmærket, men langtfra den landvinding, som det første var. Efter en treårig pause vendte italienerne så tilbage sidste år med to 12″-ep’er, North Atlantic Treaty of Love part 1 & 2, der bestod af i alt fire nye numre (heraf ét Smog-cover) samt fire remixes og kun udkom i et begrænset oplag.
De er nu blevet genudgivet som ét album, der opsummerer bandet hidtidige fremskridt meget godt. For selvom de glatte, ufleksible og til tider svært kønsløse guitartoner fra deres debut stadig klirrer igennem højttalerne med jævne mellemrum, har GDM nu fået flere musikalske kødboller på suppen.
“Othello” åbner med en pulserende bas og en simpel drone. Et stilistisk stunt, der ikke længere kan være chokerende i en post-Kid A-verden. Men når bandet slår ind med deres karakteristiske ekko-guitar og en svært tolkbar vokal, ved man, hvem man har med at gøre. Og lidt til. “Othello” hører kort sagt til iblandt de allerbedste numre fra GDM’s side. Stilsikkert og afbalanceret. Og i modsætning til typiske postrock-numre forfalder nummeret ikke til det selvfede eller unødigt langtrukne; 5:39 min. er ren Ramones, når det gælder postrock. Desværre er det pladens højdepunkt.
“Little Cesar” er den første hybrid af Mogwai, Cocteau Twins og Linkin Park-rap, jeg mindes at have hørt, og den flopper desværre fælt. Smog-coveret “Blood Red Bird” er bedre. Bill Callahans dommedagslyrik skinner ikke rigtig igennem, men atmosfæren i nummeret er metertyk – endda selv om GDM ser deres snit til at synge en smule på deres modersmål.
Instrumentalnummeret “The Perfect Trick” har et så højt ambitionsniveau, at det truer med at spænde ben for bandet. På knap tre minutter fyrer GDM simpelthen så mange produktionsmæssige tricks af, at man bliver mere irriteret end benovet.
Det første remix, som leveres af Anticon-produceren Alias, tilføjer “Given Ground” en håndfuld meget konkrete beats, der i perioder tvinger den luftige melodi næsegrus ned i asfalten. En spændende behandling, der klæder nummeret ganske godt.
“Once Again a Fond Farewell” har fået en markant make-over af berlinske Apparat og skifter konstant fokus og retning på en måde, der får originalen til at fremstå bovlam og luntende. Den er dog alligevel at foretrække, netop fordi remixet af den grund virker underligt forceret.
Pladens største scoop er måske, at Hood står for et remix af “The Swimming Season”. Og de engelske indietronica-veteraner tager ingen fanger. Remix-versionen svinger ind og ud af sig selv, og undervejs rammer den væggen indtil flere gange med vokalen som eneste konstant. Da det er ovre, virker det, som om melodien pludselig går baglæns. Overvældende og ret vellykket.
The Seas afsluttende remix af “Last Act in Baires” er en skrøbelig sag af et fejlskud. Og igen understreger det, at man ikke rigtig ved, hvad man skal bruge pladen til. “Othello” kan gå hen og signalere en spændende vej for GDM, men med to svage numre og et covernummer som de eneste øvrige nye numre på pladen, kan man ikke blive fuldt ud overbevist om, at bandet stadig har gnisten i behold. Til gengæld har de i hvert fald nogle gode kollegaer.
