Mange former for musik har synæstetiske kvaliteter – tonerne og klangerne giver med andre ord indtryk til andre sanser end hørelsen. Guitartoner kan være distinkt orange, ligesom bestemte klange kan være knyttet nært til en ganske særlig duft. På samme måde kan nogle plader og sange være forbundet med f.eks. et så dundrende mørke, at musikken nærmest stråler af dunkelhed.
Også den engelske duo Phelan Sheppard vækker synssansen med deres yndefulde, rolige kompositioner. Hos Keiron Phelan og David Sheppard er det imidlertid ikke mørke, men derimod lys, som musikken frigiver – faktisk i en sådan grad, at det ikke bare er en tam ordleg at kalde de tre første reelle numre på duoens album Harps Old Master for nogle af årets mest strålende kompositioner.
Efter en kort strygerintro med træblæsere som supplement udgør “Broken in the Wrong Places”, “Weaving Song” og “Tjarno” nemlig en fabelagtig trio, der demonstrerer Phelan Sheppards evne til at skabe malerisk skønhed – uden at skabe ufarlige skønmalerier.
“Broken in the Wrong Places” åbner i et små-jazzet hjørne med kontrabas og et Fender Rhodes-loop. Der kommer nogle dybe strygere til, og nummeret virker dystert. Men så kommer lyset: Uden varsel overtager en krystalklar akustisk guitar lydbilledet, og alle de tidligere elementer tones ud til fordel for den cirkulære, ringende guitarfigur og sarte, baglæns klokkelyde. Hænder klapper et strejf af flamenco ind i musikken, og en tværfløjte gentager en simpel, fængende melodistump.
Det er kort sagt Phelan Sheppards fremgangsmåde: En flok akustiske instrumenter sættes i uophørlige, men dog let varierende rundgange, og henover lægger duoen så strygerflader eller melodier, som sætter sig fast i hjernebarken. “Weaving Song” rummer f.eks. en bittersød “la-la-la”-kvindevokal, der ikke er til at komme af med, når man først er begyndt at nynne med. Samtidig svulmer nummeret nærmest af melankoli fra en let nedtonet strygermelodi, mens den fåtonige guitarrundgang sørger for, at nummeret bevæger sig fremad.
Og det er netop dér, Phelan Sheppards musik går fra at være udmærket til at være fantastisk. Der er nemlig en konstant dynamik mellem de forskellige melodifigurer, som fletter sig ind og ud mellem hinanden. Guitarer omringes af tindrende klokkespil, mens lavmælt percussion og i “Anuncios perfumados” et spinet angiver takten. Men de rytmiske elementer bliver aldrig fremtrædende – de halvlange numre er henførte og flydende som rolige vandløb, men får altid dynamisk modspil af små forskydninger i musikken.
Alt står knivskarpt i Phelan Sheppards musik. Ved hjælp af relativt få instrumenter skaber duoen en imponerende fylde, men uden på noget tidspunkt at give køb på skarpheden. Guitaranslagene i “Tjarno” træder frem og glitrer som skarp morgensol i dugdråber, og klokkespillet i “Collapsing Cat” plinger sart og fint trods sin placering et stykke nede i lydbilledet.
Flere af numrene fader ind, så man i løbet af bare 15 sekunder befinder sig midt i et fuldt udbygget nummer. Man kan nærmest komme til at tro, at et nummer som “Parachute Seeds” har været i gang i flere minutter, men først nu har man fået adgang til det.
Ved i en fart at have store, rigt facetterede lydbillede skaber Phelan Sheppard en musikalsk parallel til synsindtrykket, når man trækker gardinet fra og får sig en overraskelse over, hvor meget sollys morgenen egentlig bugner med. Først kan det være næsten for overvældende, og derefter bliver det vidunderligt.
Uden at være i nærheden af at være overfyldt er Harps Old Master fyldt til randen med skønne, lyriske lydlandskaber med en nærmest drømmeagtigt klar udsigt til alle sider. At et par af numrene bliver lige rigeligt polerede og pæne, piller ikke ved, at Harps Old Master er en af årets allersmukkeste plader.
