Plader

Declan de Barra: Song of a Thousand Birds

Skrevet af Mikkel Mortensen

Tidløse, kraftfulde og smukke sange fra den irske singer/songwriter, hvis stemme bringer mindelser om Jeff og Tim Buckley. Nogle svage sange mod albummets slutning trækker dog lidt ned.

Song of a Thousand Birds er det første soloalbum fra den tidligere Clann Zú-frontmand, irske Declan de Barra. De Barras debut som solokunstner vækker især mindelser om Tim og Jeff Buckley, idet han rammer den samme tidløse tone som de to førnævnte, og hans stemme er næsten lige så god. Albummet er sporadisk blevet indspillet over de sidste par år i lejligheder, kældre og forladte huse i Dublin. Ifølge de Barra overtog albummet rent faktisk førsteprioriteten i hans liv og småting som mad og søvn måtte komme i anden række.

Uden at forfalde til rockanmelder-klichéer om ægthed og autenticitet, er der faktisk noget om snakken. Det kan høres, at de Barra mener det her, og han evner at formulere sine følelser på en sådan måde, at de rent faktisk berører lytteren.

Sangene på Song of a Thousand Birds efterlader muligvis ikke det store indtryk ved de første par gennemlytninger, men langsomt og sikkert åbner de simple sange sig, og det bliver hurtigt svært at modstå de Barras fine sangskrivning.

I “Throw Your Arms Around Me” er der basalt set ikke andet end de Barras forrevne stemme, der kun har en lavmælt, elektrisk guitar som underlægning. Mere er slet ikke nødvendigt. Irerens sangforedrag er så dragende, at man som lytter ikke kan gøre andet end at lytte i ærbødig stilhed. Titelnummeret er om muligt endnu mere afdæmpet og befinder sig nær det musikalske forsvindingspunkt – i hvert fald indtil lydbilledet invaderes af lyden af støvletramp, der optrapper sangens intensitetsniveau op til dens pludselige afslutning.

Tempoet sættes en smule op i “Blackbird Song”, hvor stilfærdige trommer og en statelig cello arbejder sammen med den allestedsnærværende tyste, elektriske guitar om at give de Barras stemme, der endnu engang farer af sted mod de øverste luftlag, den perfekte underlægning. Et piano føjes til den musikalske palet i “Someday Soon”, hvor det fungerer som eneste underlægning til de Barras fremragende, desperate kærlighedsfortælling.

Efter en stærk start på albummet, sniger der sig nogle svage sange ind i Declan de Barras arsenal. Der er lidt for meget stillestående, irsk folkevise over “Leaves in the Autumn”. I “Welcome” forsøger De Barra sig med et mere melodisk anslag, men mislykkes ganske kraftigt på trods af sangens ellers glimrende (og meget humanistiske) budskab.
“Slow Dissolve” følger i samme fodspor med en svag og overdrevet sentimental melodi, der på ingen måde gavner De Barras stemme, som her kommer til at være lige klynkende nok.

På trods af disse svage momenter, er Song of a Thousand Birds lyden af en (for de fleste af os) ny, stor stemme, der uden falbelader og hype introducerer sig selv som én af dem, man i den grad bør holde øje med. Især hvis man er til de store, forpinte stemmer, der gør dét at synge triste sange til en kunstart.

★★★★☆☆

Leave a Reply