L.A.-kvartetten The Meeting Places leverer på deres andet udspil noget, der bedst kan karakteriseres som drømmende støjpop. Inspirationen fra My Bloody Valentine er umiskendeligt til stede og gennemsyrer hele albummet på en måde, der utvivlsomt vil skille vandene hos lytterne. Personligt byder jeg de 10 numre velkommen med åbne arme, og denne udgivelse har vist sig at være en særdeles behagelig overraskelse.
Albumtitlen Numbered Days er en ganske dækkende beskrivelse for The Meeting Places’ musikalske grundtone: melankoli med stort M, der passer perfekt til natlige regnvejrstimer i storbyen. Stemningsmæssigt ledes tankerne prompte i retning af Sofia Coppolas fabelagtige film Lost in Translation, der på mange måder var koblet til samme melankolske åre som hendes musikalske landsmænd. Denne sammenligning er ikke tilfældig. Både The Meeting Places og Lost in Translation er dømt til at ramme plet hos nogle mennesker og til at skyde langt forbi andre.
Efter de første par gennemlytninger virker størstedelen af albummets numre en anelse anonyme. Og værre endnu: hermetisk lukkede omkring sig selv (et arketypisk karaktertræk ved start-90’ernes shoegazer-scene, som The Meeting Places er kraftigt inspireret af). Men bryder man først igennem denne lukkethed, ændrer det kølige førstehåndsindtryk sig relativt hurtigt. Musikken åbner sig mere og mere, for hver gang den gør sin entré i øregangen. Til sidst står man som lytter nærmest forbløffet tilbage med en plade, der i sine bedste øjeblikke er eventyrlig smuk.
Det rockede åbningsnummer “Love Like the Movies” er stort set så smukt, som det overhovedet kan blive. Nummeret veksler smukt mellem drømmende og udadvendte elementer, der blandes, så sød musik opstår. I dette nummer mestrer bandet den svære kunst at finde den perfekte balance mellem det melodiske og det støjende.
“Until It’s Gone” er rendyrket My Bloody Valentine-pastiche, hvilket overraskende nok ikke gør nummeret ringere. Dette skyldes hovedsageligt, at bandet har tilstrækkeligt med personlighed til at finde uberørte pletter på allerede udtrådte stier.
Det skævt poppede nummer “Hall of Fame” rummer et solidt hitpotentiale. Dette er uden sammenligning pladens mest udadvendte nummer og befinder sig som femte sang på det helt rigtige sted i pladens forløb. Et godt sted at starte, hvis man ikke rigtig kan få albummet til at åbne sig.
“The City’s Asleep” bringer minder frem om den mere poppede side af Dinosaur Jr., og denne musikalske inspiration skæmmer absolut ikke de ca. to et halvt minut, sangen varer, men fungerer tværtimod som en art musikalsk energi-indsprøjtning. Afslutningsnummeret “Cardboard Robot” lader det drømmende få frit spil med smuk støjende inderlighed i spandevis. Nummeret vil uden tvivl få enhver shoegazer med respekt for sig selv til at fastlåse blikket på de udtrådte kondisko.
Med Numbered Days har The Meeting Places bevæget sig op i den bedste liga, og hvis bandet kan holde det høje niveau, er der meget i vente på de kommende udgivelser. Talentet er uden tvivl til stede.
