Der er noget udefinerbart dragende over de maskinelle nuancer, århusianske Wäldchengarten i henved syv år har slynget fra deres elektroniske isenkram og ud i kosmos. Deres udgivelser har længe været præget af en nærmest menneskefjendsk metallisk og støjende afstandstagen til lytteren, men på deres nye album, Distractions, er der enkelte steder tilløb til sjæleplejende ambient af den solbeskinnede slags. Men også kun tilløb, for blodrød alvor lurer et sted i dyngen af kabler og effektpedaler.
En simpel, lys drone indleder pladen og tyder på, at de to brødre Lars og Dennis Hansen har trukket badeshortsene på og er undsluppet til Malibu for at nyde solen, stranden og en flok lyshårede surf-daisies. Og hey, bare tag med. Indtrykket mørkner dog hurtigt, når de første kolde understrømme lader benene vide, at her er fare på færde. Første gang, alvoren går op for lytteren, er, da de skærende lyde fra en spejlblank mekanisk dræber lusker sig stille tilbage under overfladen efter et hurtigt kig frem i lyset. Fem minutter går der, og så slår maskinen til. Bider helt ind til benet og gør med et dit blod kulsort, mens hjertet pumper flere og flere sendinger støj til hovedet og videre ud i kroppen. Den stemning formår Wäldchengarten at fastholde, og de gør det manér.
Hver enkelt sang er navngivet med et antal tænkestreger, så det er nærmere i musikken, Wäldchengarten definerer titlen. Og der er da også adskillige af de streger, der trækker sig igennem pladens 54 minutter, som er værd at dvæle ved. Som når albummets andet nummer godt halvejs henne er næsten lige ved at støde til grund i sin egen subtonale rumlen, men alligevel formår at vriste sig fri af dyndet ved hjælp af langsomme og spidende lyse toner. Det føles som at blive angrebet af en kæmpehaj, mens man sopper rundt i et 1000 liters badebassin. Eller når selv samme kæmpehaj bliver erstattet af den generator, der i “—-” gør selv den mindste knogle i din krop strømførende og smuldrende sårbar.
Et generelt træk ved Distractions er, at brødrene Hansen bruger uendeligt lang tid på at bygge numrene op, mens afslutningen af dem oftest er en simpel kortslutning af strømmen og en følgende følelse af at være blevet snydt for noget.
Albummets største force er dog helt sikkert, at lige meget hvor langt mod højre volumenknappen er drejet, sidder følelsen af at gå glip af noget stadig og spiller een et puds. Selv ikke med hovedtelefonerne klemt godt fast omkring ørerne får man den fysiske kraft med, der gemmer sig et sted i floden af toner.
Desværre er nuancerne for få for enhver med bare et minimum af lys i sindet, hvilket gør, at Wäldchengarten ikke for alvor formår at løfte lytteren fra “hvad var det lige, der ramte mig”-stadiet over i “den her oplevelse glemmer jeg aldrig”-tilstanden. De sjældne gange indtræffer, når musikken med udgangspunkt i vellydsfjerne støjflader formår at ryste så alvorligt ved både indvolde og hjerneimpulser, at vandene omkring en sortner og opløser kroppen og gør den vægtløs.
