I Calgary, Canada, findes der fire mænd, der kalder sig kvinder. De kan godt lide sort rock. Sådan noget som The Velvet Underground startede med at spille i 60’erne. Melodisk og støjende på samme tid. De har også lyttet til de der skramlede og rodede postpunk-bands. Sådan nogle som Pere Ubu og Swell Maps, der bruger tilfældige fejl som en bevidst del af udtrykket. Så sådan noget har de valgt at spille. De har fået hjælp af en landsmand ved navn Chad VanGaalen, der også er helt pjattet med sådan noget lo-fi-halløjsa, til at indspille det på ghettoblastere og gamle båndmaskiner, så det kan lyde helt rigtigt. Og det gør det også.
Så tænker man: »Er der ikke blevet brugt nok blitz på det der retro-postpunk-flashback?« Så svarer jeg: »Nej, faktisk ikke«. Indtil videre har flashbacket nemlig ret ensidigt fokuseret på den dansable punkfunk, som Gang of Four så skarpt definerede – tænk bare Radio 4, The Rapture og LCD Soundsystem, der igen er inspirerede af Public Image Ltd., The Fall – og den mørke weltschmerz-rock, som især Joy Division, men også Bauhaus og The Cure dyrkede. Her er det især Interpol, men også Editors, der har fulgt trop. Franz Ferdinand ligger vist et sted midtimellem med en vis inspiration fra den særegne, skotske postpunk-scene omkring Postcard-selskabet.
Og her ser man det jo allerede. Det spreder sig. Postpunk-scenen var stor og farverig, hvilket man også kan forvisse sig om, hvis man læser Simon Reynolds’ nyklassiker Rip It Up and Start Again, hvor han gennem sted- og tidsbestemte afsnit afdækker en stor del af scenen fra 1978-84. De mere eksperimenterende bands havde så mange ideer, der er værd at arbejde videre med og udbygge, at blitzen sagtens kan lyse endog meget mørke afkroge af postpunkens væsen op gennem nye bands brug af de æstetiske ideer.
Women fascinerer, fordi de tydeligvis har deres favoritter, men heller ikke er blinde for, hvad der foregår i nutiden. Andet nummer på pladen, “Lawncare”, er nok skramlet, repeterende støjrock med tribale rytmer, men vokalmelodierne lyder altså som noget, Animal Collective har forlagt i Womens øvelokale, og derved er sangen ikke helt afskåret fra sin tid. Det smukt urolige, ganske simple og måske netop derfor virkningsfulde “Woodbine” lyder også som en form for nutidig støjambient.
Men for det meste lyder albummet som forsvundne optagelser med det manglende led mellem The Velvet Underground, Modern Lovers og Pere Ubu, hvis der overhovedet mangler sådan et. Det skyldes nok især indspilningsmetoden, der er så skrabet som overhovedet muligt, men bestemt også den rumklang, der ligger på den kolde og fraværende vokal. Når bandet endelig spiller melodier, som på “Black Rice” eller “Upstairs”, lyder det som sort, psykedelisk rock fra 60’erne. Men guitaristerne praler med masser af forfølgende guitartoner også lidt med deres evner på math-agtige numre som “Sag Harbor Bridge” og “Shaking Hand”, der dog stadig er omgivet af nok skrammel til, at det lyder som et visionært band fra 70’erne frem for et band fra nutiden.
Women sparker som en anden ekvilibristisk dj deres inspirationskilder ind i deres hærgede forstærkere via punktnedslag i rockhistorien. Men som den gode dj får også de de genremæssige spændinger til at hænge sammen ved hjælp af deres altoverskyggende, sorte udsyn, der får den generøse halve time til at fremstå som en enhed. De går bag om nyere udforskere af støjrocken, f.eks. Sonic Youth og Mogwai, og vender tilbage til udgangspunktet, hvor den først blev udforsket, for at undersøge den igen derfra. Dermed finder bandet ikke en ny, hellig indgang til støjrocken, men de frembringer en frisk og naiv støj, som virkningsfuldt afsøger de mørke sider af livet og mennesket, som støjen oftest er blevet anvendt til at illustrere, modsat den rendyrkede noise, der i hvert fald som udgangspunkt var ment som en afbildning af den moderne verdens fremskridt: storbyen og industrien.
Women lyder måske nok som et tilfældigt garagerockband fra en hemmelig kælder, der eksperimenterer lidt med formerne, men der er mere på spil end næsegrus beundring for de mere obskure kroge af postpunken. Forhåbentlig bliver bandet endnu mere bevidste om det inden næste plade.
