Plader

Xela: The Dead Sea

Skrevet af Mikkel Arre

For et par år siden var Xela alias John Twells eksponent for pæn indietronica. Siden da har hans pladeselskab Type udgivet mestendels pæn electronica. Nu har han lavet et særpræget, sine steder decideret uhyggeligt album, der trækker flere tråde til gyserfilm end indietronica – og er alt andet end pænt.

Kvindens højre kind er forsvundet. En lille stribe hud ved mundvigen er det eneste, der er tilbage, og hun skriger, mens hun træder begsorte vande. Skriget får den tynde stribe hud ved munden til at strække sig ud, og man kan se direkte ind til den blottede overkæbe.
Hvordan hun er endt derude sammen med den mand, hun med sine uhyrligt store arme er ved at kvæle, er uvist – men det er vældig uhyggeligt.

På den måde fortæller coveret til The Dead Sea, det tredje album fra engelske John Twells, hvad der er sket med hans soloprojekt under navnet Xela. Det er totalt uvist, hvordan han er endt netop dér, hvor han er – men resultatet er immervæk ildevarslende.

På sit seneste album, Tangled Wool, dyrkede Twells en nedtonet guitardrevet electronica, som med tiden har vist sig at have visse passager, der er så pæne, at de er kedelige. Denne gang gør han allerede på på coveret meget ud af at lægge afstand til pænheden, idet han fastslår, at han selv har “myrdet og genoplivet” alle numrene.

Men selv om der bestemt er masser af horror-træk på The Dead Sea, er det første indtryk af pladen snarere, at mange af optagelserne må have ligget et sted i naturen, hvor de er blevet slidt. Måske har båndene ligget ude i stærk blæst og bistert vejr, eller måske er optagelserne vraggods fra et skib på havbunden. De druknede spilledåser i “Linseed” lyder i hvert fald som noget, der er hentet op på land, hvor milde distortion-skvulp slikker hen over dem.

Der er noget lige så gammelt og udslidt over de mildt sagt uldne stammetrommer i “Drunk on Salt Water”, som krydres med ujævn, men sært fængende melodika og strejf af både celeste og hylende theremin. Ja, det lyder mærkeligt – og ja, det er en mærkelig plade, John Twells har lavet.

For på sin rejse væk fra indietronica med kurs mod nye udgaver af gammel gyserfilmmusik har Twells slået et slag omkring udknaldet freak-folk, og dér – et sted mellem gyserne og lyden af sære hippier ved et lejrbål i en skov – har han fundet et underligt, urovækkende ståsted.
Og langt hen ad vejen fungerer det glimrende – bl.a. fordi Twells stadig fra tid til anden finder frem til gode melodier. “Wet Bones” lysner f.eks., da en akustisk guitar overvinder lyden af rungende klokker og fanfare-trut, der kvæles af det vand, de befinder sig i. Guitaren baner vejen for en klagende melodika, der bringer mindelser om Mumitroldene og sætter sig fast i hjernebarken.

Det er der ikke så mange andre numre, der gør, men det er ikke noget stort problem. For hvad The Dead Sea ikke har i mindeværdige melodier, har den til gengæld i udfordrende eksperimenter, som nogle gange bærer på en lettere uhyggelig stemning, mens de andre gange med ét bliver til skønne passager. I “Savage Ritual” forvandler blandingen af grynet guitar, hvislende støj, svungne orgelflader og klokkespil sig til noget nærmest majestætisk – på trods af at alle elementerne har lofi-træk.

“Savage Ritual” afslører imidlertid også det største problem ved The Dead Sea. For i nogle numre er Twells lidt for forhippet på at nedbryde konventioner og kommer derfor til at ødelægge sine egne stjernestunder, så man aldrig når at få ordentlig glæde af de stærke passager.

Det er dog til at bære over med, når der er så mange interessante og udforskningsværdige numre, som samtidig har en ganske stærk følelsesmæssig indvirkning. Når “Briefly Seen” slutter med, at den knitrende støj giver plads til lyse, varme guitartoner, slapper man pludselig af. Netop som mellemgulvet falder til ro, mærker man, at man har været lettere anspændt hele vejen gennem pladen. Det er med andre ord lykkedes Twells at finde en egen lyd – og derigennem har han fundet den uhygge, han så gerne ville nå frem til.

★★★★½☆

Leave a Reply