Vi har vel alle nogle plader, der rammer en bestemt tid, et bestemt tema eller følelse. Ofte får visse plader et årstidslabel, og der er helt sikkert plader, der gør sig bedre i regnvejr på en søndag end lørdag aften til forfest på kollegiet. Andrew Bird kunne ikke have fundet en bedre udgivelsesårstid end foråret til sit nye album, opfølgeren til den roste The Mysterious Production of Eggs, som mange havde på deres årslister i 2005.
Armchair Apocrypha springer ud, vokser og roder op i elementerne. Pladen giver forårskriller i maven, varme i kinderne og håbet tilbage på en helt ubeskrivelig måde.
Det skyldes bestemt ikke, at temaerne er lalleglade og sat op som hvide lagner på en grøn eng – tværtimod handler pladen om fortvivlelse, døden og det uforventelige. Men på den baggrund har Andrew Bird har i samarbejde med den Martin Dosh, der normalt udgiver organisk instrumental-hiphop m.m. under sit efternavn, skabt nogle fantastiske skitser, som rammer temaerne flot ind i nogle meget catchy poparrangementer.
Dertil skal Birds vokal, der ligger et sted mellem den yngre Buckley og Rufus Wainwright, også fremhæves for sin imponerende evne til at skifte klangfarve alt efter forholdene. Netop sangstemmen er et vigtigt element på Armchair Apocrypha, og det er befriende, at Bird ikke har behov for at flashe akrobatiske fraseringer, men i stedet lader det intime være en fast bestanddel.
“Fiery Catch” åbner med insisterende guitarakkorder og ekkoer af strygere og tromme. Nummeret er upbeat og næsten glad-i-låget-agtigt, men holdes dog stramt i snor af det faktum, at vi alle skal dø en dag. Andrew Bird er violinist og bruger sit hovedinstrument med ynde og snilde, og den får da også en dominerende plads i lydbilledet uden at fylde det hele undervejs.
Bird bruger instrumentet både med og uden bue, lige fra det fingerspillede til det småbankende, og bl.a. takket være Martin Doshs indflydelse på arrangementerne får man i numre som “Imitosis” og det helt store højdepunkt “Armchairs” at høre, hvor kreativt og smukt man kan bruge en violin.
Hver enkelt sang på Armchair Apocrypha er effektfuld i sig selv, men den er også syet fornemt sammen med fine strygerflader, guitarer og programmeringer, og albummet er noget af det bedste og mest velovervejede indtil videre i musikåret 2007. Hver enkelt komposition er kreeret med finesse og en sublim sans for detaljer, uden at det kammer over i det overeksperimenterende.
Et godt eksempel er “Heretics”, der står og vugger mellem Birds underspillede, men i dette tilfælde også ret lyse vokal, og så en skarp kombineret violin/guitar-duet, der melder sig på de helt rigtige tidspunkter. Bagved garnerer Bird med et strejf af klokkespil og fortryllende, bølgende trommer, der både virker friske og skæve – og de er placeret så tilpas i baggrunden, at de ikke spolerer noget som helst.
Man skal ikke lade sig narre af, at Armchair Apocrypha rent musikalsk banker vinterens rust af. For Andrew Birds tekster ikke lutter lalleglade. Eftertænksomheden og den kritiske pen er med hele vejen, og Andrew Bird giver sit besyv med, når han beskriver en halvsyg verden, der er løbet af sporet – lige fra den pladeselskabsdikterede popkultur i “Plasticities” til Mellemøstens krudttønde i “Scythian Empires”.
De særdeles spiselige arrangementer giver forårsfornemmelser, men i teksterne minder Bird os om, at der uden for bøgetræernes krone lurer en verden, der ikke altid byder på fuglefløjt og varme.
Armchair Apocrypha er godt nok forårsegnet, men også langtidsholdbar, så lur mig ikke, om han ikke gør det igen, når folket skal gøre deres årslister op for 2007. Andrew Bird er i hvert fald en værdig kandidat.
