Danske Mob har i løbet af de sidste 10 år udviklet sig til lidt af en delikatesse på den danske støjscene. Dette skyldes hovedsageligt orkestrets musikalske kompromisløshed. Hvor mange bands ofte bliver en kende mildere med årene, er Mob gået den anden vej. Orkestret spiller potent støjrock med stort S uden på nogen måde at tage hensyn til lytternes øregange. Stilen er ofte klaustrofobisk og uforbeholdent aggressiv og kan til tider minde en kende om posthardcore. Dette bør dog ikke afskrække potentielle lyttere. Giver man musikken en chance, viser det sig relativt hurtigt at være en særdeles gunstig investering.
Med tre regulære album i rygsækken er tiden nu kommet til udgivelsen af ep’en Polygon, der i øvrigt er indspillet helt og aldeles live over blot to dage – angiveligt for at fange bandets rastløse energi). Stilen er en smule mere indadvendt, end man er vant til hos københavnerne. Dette skal man dog ikke lade sig narre af. Vi taler stadig drønende energisk støj, der kan blæse stort set alle og enhver omkuld. Og det ekstremt støjende er da også uden tvivl er en af orkestrets største forcer.
Musikalsk set er det svært at komme uden om inspirationen fra støjgiganterne Sonic Youth, der sniger sig ind gennem vinduerne og gennemsyrer store dele af huset Polygon. I tilfældet Mob gør denne inspiration dog intet. Bandet har rigeligt med personlighed til at støbe deres inspirationskilder i egen form.
Det fremragende åbningsnummer “Ghost Track” er en klaustrofobisk hypnotisk sag, der holder lytteren fast på kanten af sædet. Titlen er velvalgt, da der er noget sært spøgelsesagtigt over nummerets monotone og uforløste karakter. Under alt dette ligger den allestedsnærværende aggressivitet og lurer. Klar til at gå efter hovedpulsårerne.
På toppen af kransekagen ligger forsanger Morten Haabers lettere hysteriske vokal, der i høj grad er en tilvænningssag. Men endnu en gang får man pengene tilbage dobbelt, når først tilvænningen er trådt i kraft.
“Wait for Me” er ligeledes af ypperste kvalitet. Her slipper Mob for alvor den støjende aggressivitet løs og truer med at få himlen til at falde ned om ørerne på lytteren. Effekten er nærmest rensende, når nummeret efter fem et halvt minut slipper taget, og en provisorisk ro falder over omgivelserne.
Denne ro varer dog kun ca. to sekunder, indtil det crescendo-baserede “Memento” gør sin entré. Nummeret begynder forholdsvist blidt for derefter at ende i et støjende raserianfald, jeg ikke har hørt magen til herhjemme siden Murmurs Sexpowder 2000 Volts. Ubetinget pladens bedste nummer.
Med Polygon EP blotter Mob endnu en gang tænderne og demonstrerer på bedste vis, at støjrocken ingenlunde er en død sild. Hvis man skal komme med en kritik må den gå på, at blot fire numre er lige sparsomt nok. På den anden side set ville flere numre måske være trættende i længden. Sidste nummer “Coming Home” lukker og slukker i al fald på glimrende vis en affære, der vil glæde gamle fans og forhåbentlig tiltrrække nye. Nummeret er med dets to et halvt minut nok det tætteste, orkestret kommer på en regulær radiosingle. ‘Tæt’ forstået med det størst tænkelige gran salt.
