I virkeligheden er The Sea lig med The Boats. Sidstnævnte duo har udsendt tre fuldlængdeplader de sidste tre år, og med sangerinden Elaine Reynolds ombord har Andrew Hargreaves og Craig Tattersall nu udsendt album nr. fire, denne gang altså under navnet The Sea. Men sangene på The Boats Are in the Bay er egentlig tilbage fra 2004, hvor de blev skrevet og indspillet sideløbende med indspilningerne af den første The Boats-plade, Songs by the Sea.
Al den snak om skibe og havet er helt på sin plads, når man hører det stærkt disede udtryk på The Boats Are in the Bay. Desværre er sejladsen denne gang ikke så interessant som på søsterpladen fra 2004. Hvor Songs… var en knitrende omgang krakeleret folktronica, er The Boats… snarere en flok meget ambiente folksange. De er tidløse, men desværre også lige vel tandløse.
Tempoet er yderst sindigt hos The Sea. Reynolds’ æteriske vokal dukker som regel langsomt frem fra disen over det rolige hav, og de ti sange udvikler sig kun lidt ad gangen. Den skrabede instrumentering er fint varieret med klaveret som centrum i nogle numre, mens strygermelodier er midtpunktet i andre. Fælles for det hele er fornemmelsen af, at alt bliver udført med tilbageholdt åndedræt. Der er ikke en tone for meget, men nok desværre et par stykker for lidt.
For selv efter 10-12 gennemlytninger er der ikke rigtig nogen af numrene, der bider sig fast. Kun “Inko” klæber lidt til hjernebarken, og det skyldes primært, at nummeret strækker sig over mere end 11 minutter, så de mange violin- og harmonika-gentagelser får tid til at lagre sig. Men Reynolds’ vokalmelodi er et godt stykke ad vejen en ikke-melodi – en flok skødeløst henkastede melodistumper, som aldrig rigtig bliver interessante.
Og det er tilfældet med sådan cirka alle numrene: Der mangler en melodi, en udvikling, noget overraskende – et eller andet, der får ørerne til at blafre en lille smule som sejl i vinden. Man kan bestemt ikke tage fra englænderne, at “If I Haven’t Got It, I Can’t Work It Out” med sine ringende mini-droner og insektagtige rytmeprogrammeringer er smukt og fint, ligesom “Kokoo” er intenst, fordi det er så skrøbeligt og sart. Men hvor ville det have været dejligt, hvis The Sea havde ladet bare lidt flere af de gurglende datafejl, der indleder “Kokoo”, eller andre uberegnelige elementer få mere plads.
The Boats Are in the Bay ender nemlig med at være indbegrebet af baggrundsmusik. Selv når man prøver at nærlytte, glider musikken væk, fordi den er så statisk, at det bliver svært at koncentrere sig. I “Hidden Electronics” dukker der så pludselig en mørk, sugende cellodrone op, men denne mulighed for at få lidt mere dysterhed ind i musikken lader The Sea gå fra sig ved at afslutte nummeret, før der er gået halvandet minut.
Det er svært at fraråde folk med smag for afdæmpede, ambiente lyduniverser at kaste sig over The Boats Are in the Bay. The Sea er bare så blide og forsagte, at deres musik alt for let blæser væk, når blot den mindste brise suser ind over bølgernes skvulpen.
[audio:http://www.musicrelated.org/ml16/I_Enclose_A_Gift.mp3]