Plader

Jomi Massage: From Where No One Belongs, I Will Sing… 2007

Skrevet af Sandra Boss Permin

Jomi Massage er en mærkelig urkraft. Hvis man ikke vidste det før, ved man det i hvert fald efter at have stiftet bekendtskab med hendes nyeste plade. Som altså ikke er helt ny – eller også er den?

I tider, hvor kunststøtte står til afvikling, og politikere og andet godtfolk hepper på oplevelsesøkonomi og samarbejde mellem kunst og erhvervslivet, er det dejligt befriende at møde en kunstner, der vælger at overhøre alle dårlige råd om at lade kunsten gå på kompromis med markedsandele. Jomi Massage er af den gamle skole, hvor kunstnerens rolle i samfundet er at søge udfordringer og overskride grænser for herigennem at nå ud i uudforskede kunstneriske afkroge. Det viser hendes seneste udspil, som er en genindspilning af pladen From Where No One Belongs, I Will Sing… fra 2005.

Denne lille tale for kunstens præmisser er ikke ment som en politisk opsang. Det er bare en konstatering, som pludselig står uafrysteligt klar for mig efter at have lyttet til Jomi Massages seneste udspil. Et udspil, der på en måde ikke byder på noget nyt, i og med at det blot er en genindspilning af et gammelt album. Og på den anden side er et udspil, der ikke byder på andet end det nyeste nye og aldrig førhen hørte musik.

Med genindspilningen af From Where No One… viser Jomi Massage endnu en ny side af sit usædvanligt forførende, overvældende og afskyvækkende musikalske univers. Genindspilningen er blevet til efter et frugtbart møde mellem Jomi Massage og den colombianske komponist Eblis Alvarez, trommeslageren og percussionisten Paulo Villegas Olmos fra Chile og de to danske musikere Tanja Zapolski og Stefan Baur på henholdsvis klaver og saxofon.

Den musikalske konstellation er med andre ord blevet en del skrabet, hvilket imidlertid ikke smitter af på det musikalske resultat. Uanset hvor blid og sensibel instrumentkonstellation måtte være, er det som om, at alt det, som kommer ud af denne kvindes hænder, altid vil støje. Det elektriske er blevet erstattet af et akustisk lydrum, hvilket giver plads til at vise sangenes ægte kompleksistet og styrke. Når saxofonisten vrider tonerne ufrivilligt ud af røret i en sang som “Opposite of Nothing”, er der ingen tvivl om, at dette instrument kan støje mindst lige så meget som et elektrisk guitar.

I “Redwinelips” er det også saxofonen, der overrasker. Denne gang med sin sensibilitet. Nummeret bliver endnu mere påtrængende end originalversionen, da det nu er op til en ensom saxofon at støtte sangerinden, mens hun fortæller historien om ensomhed, længsel og den der kærlighed.

De få men ekspressive midler understøtter det indestængte, smertefulde og klagende udtryk, som har gjort Jomi Massage berygtet og frygtet. Kompositionerne har fundet sig til rette i denne vovede kammermusikalske udgave, hvor Jomi Massages stemme viser sig som et instrument blandt ligesindede.

From Where No One Belongs, I Will Sing… 2007 er derfor langt mere en blot en genindspilning af gamle numre. Det er en nyindspilning. Og det er en fortolkning af egne værker, det er en udvidelse af værket og et helt nyt værk. Jomi Massage er blevet beskyldt for meget gennem tiderne, der måske kan opsummeres med ordene provokerende, krukket nyfeminist. Og det er alt sammen rigtigt, men frem for alt er hun kunstner med stort K.

Krukkeri? Nej, det er bare kunst.

★★★★★☆

Leave a Reply