Hver morgen tager det mig 13 minutter at cykle på arbejde. Det betyder, at det ikke er specielt meget musik, man kan nå at indtage, mens man holder et tempo, der holder rødt-lys-cyklusen på afstand. Det passer dog nærmest perfekt med, at jeg kan nå at høre det allerbedste fra Sera Cahoones andet album, Only as the Day Is Long, der er en af den slags plader, hvor en virkelig solid håndfuld numre åbner pladen, hvorefter anonymiteten og det manglende særpræg sætter ind. Det bliver aldrig kedeligt eller dårligt på nogen måde. Det bliver bare ikke helt så godt, som man blev lovet fra begyndelsen.
Det hele starter ellers så godt med den aldeles glimrende “You Might as Well”. Stortrommen banker som et let ophidset hjerte, og når Cahoones akustiske guitar væver fine melodier sammen med tonerne fra Jeff Felders dobro, er det svært ikke at knuge cykelstyret lidt hårdere end ellers. Der er en kølig melankoli og afmålt længsel over denne lille perle af en country-sang, og når guitaren overtager rollen fra Cahoones noget ukarakteristiske vokal som bærende element i omkvædet, stikker lytterens hjerte i den grad i et løb, som overhaler den stabile banken, der ikke ændrer sig i løbet af nummerets 3 minutter.
Der er en helt anden fylde på “Baker Lake”, hvor Cahoone selv sidder bag trommerne, hvilket bestemt ikke er hende fremmed. Hun tog sig bl.a. af trommestikkerne i Carissa’s Weird og gav også hjælpende hænder til det glimrende debutalbum, som to af bandmedlemmerne udgav med deres nye gruppe, Band of Horses. Efter den spartanske, men virkeligt effektive “You Might as Well” bliver lydbilledet nu udvidet med strygere og en obligatorisk, fornemt underspillet banjo.
Titelnummeret er sidste del i den solide intro-trio, som har akkompagneret mig på vej til arbejde, og denne gang er der en ganske overrumplende energi i omkvædet, som ellers ikke har været mærkbar i sangskrivningen, og som heller ikke for alvor dukker op i løbet af resten af albummet. Den stille sørgmodighed er stadigvæk til stede og bliver denne gang kombineret med en fascinerende doven lidenskab, som når Cahoone synger: »You light another cigarette / My eyes are on fire«. Herefter sætter den fyldige instrumentering ind, denne gang med banjoen i en dominerende rolle, der flere gange lyder faretruende tæt på Blur-klassikeren “Tender”, uden at Cahoone dog skal bekymre sig om fremtidige retssager.
Som det så ofte sker med albums, der har spillet alle de stærkeste kort i begyndelsen, falder begejstringen hurtigt for de mange mellembløde numre som følger. “You’re Not Broken” er ganske vist en smuk sag med en altdominerende pedal steel-guitar, et instrument, som altid får sneget sig igennem brystbenet og helt derind, hvor det gør rigtig ondt. Men nummeret er med sin ganske høje kvalitet også nærmest en blind passager i det stilrene, skabelonsikre, men også virkelig upersonlige tog, som de sidste 2/3 af pladen desværre er.
Sera Cahoone har en fin fornemmelse for, hvordan man skruer en countrysang sammen, men det er også tydeligt, at hun ikke besidder den samme støvede sensualitet, som den fantastiske Jesse Sykes ejer, eller en karakteristisk vokal som Gillian Welch’. Det gør Only as the Day Is Long til en noget frustrerende oplevelse, for Cahoone mestrer i høj grad den teknik og tone, der de seneste år har givet os mesterværker fra Justin Rutledge og førnævnte Sykes. Hun mangler bare at skrive sig selv ind i musikken og give sig selv en stemme, man kan mærke hele vejen, for selv om den nuværende form gør hendes album til glimrende cykelmateriale på vejen til arbejde, er pladen samtidigt overordnet set så uinteressant, at jeg må finde noget andet, når jeg skal hjem igen.






Lyt til “Only as the Day Is Long”:
[audio:http://subpop-public.s3.amazonaws.com/assets/audio/4152.mp3]