For meget lang tid siden, før Kristi fødsel, begav en stor gruppe af mennesker sig ud i ørkenen. De var jøder og havde fået nok af fremmedherredømmets åg. Derfor flygtede de ud til det sted, som har så stor mytologisk status i jødedommen: ørkenen. Her isolerede de sig fra det verdslige samfund og koncentrerede sig om det indre, for på den måde mente de, at de kunne fremtvinge Messias’ komme. Det er interessant, det med at flytte sit fokus væk fra den omkringliggende verden og indad mod sig selv. Det er sket utallige gange gennem historien i forskellige udformninger og gradbøjninger. Hver gang er det interessant at observere, for hvad sker der, når sindet iagttager sig selv uden anden indblanding?
Bag navnet Ecce ancilla Domini står svenske Lina Wallinder fra støjrockbandet Serena-Maneesh, mens Kloster består af Mikael R. Andreasen, som dog på sine tre numre får hjælp fra venner, blandt andre Emil Nikolaisen også fra Serena-Maneesh. Denne side-om-side-indspilning, Stillat min själ, er en iagttagelse af selvet og af sjælen. De to kunstnere udforsker indadvendthedens skikkelse på hver sin måde, der komplimenterer hinanden fremragende.
Pladen intoneres af et langt, udflydende nummer, der bygger på en enkelt orgeltone, der strækker sig hele nummeret igennem. Oven på denne sørgmodige bund synger en lidende Wallinder spagtfærdigt og på svensk en enkel tekst, som cirkulerer omkring frasen »stillat min själ.« Nummeret har ingen egentlig udvikling, det bevæger sig aldrig væk fra sin basis i orgelet, men det bliver aldrig kedeligt. Nummeret leder ikke efter andet end selve fordybelsen over det samme tema: sjælen.
Denne opskrift brygger Lina Wallinder videre på i “In Your Arms” og “Hymn 474:1”. Enkelt bygget op omkring stemmen og stilheden får hun hurtigt vakt lytterens interessere, men denne interesse daler hurtigt igen, da der ikke rigtigt er mere at komme efter. Det er fint, men ikke helt nok, og på grund af den meget lille forandring, der er i numrene og numrene imellem, bliver denne halvdel af pladens numre henstillet til at være en art intermezzoer til Kloster-numrene.
Dette har dog også sin fordel: Sjældent har jeg hørt en plade, som på så kort tid får skabt en tryghedsfølelse, en følelse af hjem. Hurtigt danner man sig et overblik over pladens numre, da de to kunstneres numre logisk efterfølger hinanden. Pladen bliver derfor hurtigt reduceret til de tre utroligt stærke Kloster-numre omkranset af Ecce ancilla Dominis stille, blide toner. Ikke fordi, Wallinders bidrag er af så lav kvalitet, at de glemmes, men fordi Klosters numre med sine smukke melodier helt naturligt stiller sig i centrum.
Det første nummer “Wayfaring Stranger” er en gammel traditional, som bl. a. Johnny Cash også i tilbagelænet, enkel stil har fortolket på American Recordings III: Solitary Man. Klosters version er mere alvorlig, mere dybtseende og sådan set også smukkere. Stille glider den med sin enkle vekselbas ind under huden på dig og får dig til at glemme verden omkring dig. Den underliggende melankolske guitar samt de to smukke vokaler skaber en helt utrolig stemning af nærvær. Nummeret udvikler sig med en elektrisk guitar, der er oppe at røre ved overfladen, men ikke bryder gennem den. Det hele er smukt afbalanceret og behageligt produceret.
Behagelige er også Klosters to andre bidrag, “To Welcome and Embrace Us” og “From St. Patrick’s Breastplate”. Behagelige, men slet ikke kedelige. Førstnævnte er næsten catchy, når Andreasen synger »Jesus, Lamb of God«, mens det 10 minutter lange “From St. Patrick’s Breastplate” med en rig orkestrering konstant udvikler sig og afsøger nye muligheder i melodien. Disse tre numre står lige nu som de stærkeste i Klosters hidtidige produktion.
En del af kristendommen er også det hellige, kristne samfund. At Kloster og Ecce ancilla Domini er bevidste om dette, beviser det sidste nummer, liveoptagelsen “Keep on the Sunny Side” spillet af Lina Wallinder og hendes familie. Nummeret er hyggeligt og jovialt, men simpelthen ikke godt nok. Optagelsen er skramlet og tydeligvis et uøvet ’first take’, uden den charme dette kan medføre. Tanken om det nære og det hyggelige er selvfølgelig prisværdig i sig selv, men det ændrer ikke ved, at nummeret bryder fuldstændig med den stemning, som ellers er blevet skabt på pladen. Det er for naivt, og det er ærgerligt, at et så fint album skal slutte på denne måde.
Med undtagelse af dette sidste nummer er Stillat min själ en lille perle, som måske ikke bibringer særlig mange nye og originale idéer, men til gengæld bringer, ja, stilhed i sjælen. Her er ingen påduttet kristendom, men en naturlig granskning og observation af sjælen og en erkendelse af, at der i denne ligger forankret et kristent budskab. I disse religionsforskrækkede dage er det befriende, at to kunstnere på denne måde tør bruge kristendommen, uden at det bliver et statement, men i stedet foreligger som en naturlig fortsættelse af den kærlighed til musikken, som pladen er et tydeligt vidnesbyrd på.