The Pierces er, som man måske allerede har luret ved at kigge på coveret, indiepop – sød indiepop. Og selvom søstrene Allison og Catherine Pierce ser søde ud, og melodierne ved første gennemlytning er meget fine, så er der heller ikke andet i Thirteen Tales of Love and Revenge. Det er form uden indhold. Det er overflade og ikke andet. Ikke én gang føler man, at sangene kommer ind under huden på én. Jeg har før beskrevet, hvordan man kan stampe med på en sang, selvom den ikke siger én noget. Det er ikke tilfældet her. Her er ikke noget at stampe med på, for melodierne er ved nærmere gennemlytning så kedelige, at man ikke engang kan engagere sin fod til at stampe med, og så ligner det hele praktisk talt hinanden.
Når alt dette så er sagt, så er det stadig en oplagt gave til en 13-årig pige med et lyserødt værelse. En af dem med en lille bamse i snor klistret på sin lyserøde mobiltelefon. En af dem, der synes Paris Hilton er så sej, OMG. En af dem, der synes, hendes forældre er rigtig nederen, fordi de ikke lader hende tage i byen torsdag, fredag og lørdag. Og det er vel fint nok. Der skal vel også være noget til dem, men hvorvidt det har været intentionen at gå efter netop denne gruppe, er dog alligevel tvivlsomt. Desuden er det selvfølgelig problematisk i forhold til Undertoners læsere, hos hvem denne plade næppe vil få en varm velkomst.
Det hele er meget pussenusset, hvilket i øvrigt kan have sin charme, men efter sådan 13 numre, synes man måske alligevel, at The Pierces nærmere virker som et par teasers end nuttede. “Lights On” er et godt eksempel. Sangen starter med et langsomt beat. Samstemmigt læner søstrenes vokaler sig så op ad den langsomme rytme, men allerede ved omkvædet er man mæt. »Oooh, oooh, oooh / ooh ooh ooh,« lyder starten. Langsomt og sensuelt. Omkvædet handler om at make love with the light on, og det er ærlig talt lige lovlig banalt og tomt.
“Boring” er en sang, der lyder som et James Bond-tema, man har hørt før, men alle James Bond-temaer lyder selvfølgelig som et James Bond-tema, man har hørt før. Der er altså den der tiltrækkende, pompøse 70’erlyd på omkvædet. Versene går på, hvor kedeligt high society er. »Sexy boy, girl-on-girl, ménage à trois – boring / marijuana, cocaine, heroin – boring / nothing thrills us anymore, no one kills us anymore / life is such a chore when it’s boring.« Sådan lyder teksten, der således er lige så tom, som skuffen med ideer til spændende melodistykker har været, da de skrev melodien. I det mindste passer titlen på indholdet.
Når alt dette er sagt, så har de da lavet nogle melodier, der er ok fængende de første par gennemlytninger, og de synger også fint. Desværre bliver det bare ikke til mere end det. Lad mig til sidst understrege, at jeg ofte er ovenud glad for pigemusik. All Saints står eksempelvis mit hjerte nær, mine venner vil sige foruroligende nær, så det er ikke kønsbetinget, at jeg sabler The Pierces. Det er bare, fordi det er én stor gang ingenting. Sej pigemusik bliver ikke sej af, at pigerne fortæller, de er seje. Det bliver sejt af, at pigerne er seje.
