Indestængthed kommer fra pres. Pres kan opstå fra forældre. Kammerater. Lærere. Og hvis jeg har lært noget fra film, så er highschool ofte et dæmonisk apparat, hvis du ikke er cheerleader eller quarterback. Drømmen er at komme ud af lillebyen og ind til vitaliteten, væk fra det indskrænkede og ud til noget mere mere. Det er ikke nemt at være teenager. Det har det aldrig været, og det bliver det nok heller aldrig, medmindre man er en af de få heldige, der knalder vildt meget og tør drikke hård sprut før alle de andre. Og for alle disse ting, alt det pres og alt det besvær takker jeg Skaberen. For uden de omstændigheder var menneskeheden gået glip af så uhyrlig meget god musik.
Titus Andronicus kommer fra det miljø. En lille by i New Jersey, hvor tingene ligner og føles som 50’erne, og hvor den lokale highschools football-holds gøren og laden ofte er blandt de vigtigste begivenheder. Fra denne helt klassiske opvækst har Titus Andronicus fundet deres oprør i kraftig indie, der forsøger at bevæge sig op til himmelen med buldertrommer, skrigende og bævende vokaler og til tider lidt horn. Her har bandet funderet deres oprørstrang, der ikke viser sig i punk eller metal, men i stedet i følelsernes vold, blandet med litterære referencer, studentikositet og virkelig fængende melodier.
Pladen sætter af med et ‘fuck you’ i åbningsnummeret ”Fear and Loathing in Mahwah, NJ”. Forsanger Patrick Stickles opremser det forkerte ved verden og efterlyser poesien med en afdæmpet, knagende stemme: »From southern trees / you hang them in the air / the world screams out in agony / and you don’t care / but should the shit hit the fan / I just pray you will not be spared / FUCK YOU,« og så bliver der ellers sparket igennem med den bulderindie, der er kendetegnende for hele pladen.
Selvom teksterne umiddelbart fremstår som teenagevrede, er det svært at forholde sig til dem som bare det, når man hører intensiteten hos Strickles. Der opstår en Springsteen’sk indignation i hele projektet, og det er ikke kun i teksterne, at den findes. Begge er fra New Jersey, og det åndelige naboskab har fundet frem til musikken, hvor det især gør sig gældende i nummeret ”My Time Outside the Womb”, hvor Strickles humoristisk fortæller om sin fødsel til lyden af en galopperende harmonika lige ud af Bossens repertoire, og den jordbundne stadionrock kan hele tiden anes under indiemasken. Der er også ballader som den fremragende ”No Future pt. 1”, der slæber sig af sted og lader det hede udtryk falde til ro med folket og skæbneaccepterende sang: »Just give me a suitcase / and I’ll promise to not look back / just point me / point me towards that railroad track / I’ve been staring at the gates / but I’ve never found a crack / so I’m just looking up saying: / ”deliver me a heart attack”.« Rejsens uendelige besvær og en tiltrængt ømhed på en plade, der bruger meget plads på larmen.
Titus Andronicus’ lyd er dog stadig dæmonisk engageret indierock, der baldrer vinduer. Det er ikke, fordi det er sindsoprivende originalt, og hele højtsvungenheden låner kraftigt fra Arcade Fire og i særdeleshed det allersidste nummer på Bright Eyes-pladen I’m Wide Awake, It’s Morning. Det er der, hvor Conor Oberst får nok af det hele, og aggressiviteten sprøjter ud over det hele, og hvis du er vild med den slags indieorgasmer, så er Titus Andronicus dit næste yndlingsband. Udtrykket er så groft og råt, samtidig med at det er episk og patetisk, og Stickles (der lyder uhyggelig meget som Oberst selv) er igennem hele pladen ved at bryde ud af sig selv i et forsøg på at synge menneskene op. Og det er her, hvor ligheden mellem Titus Andronicus og Arcade Fire hører op. For hvor Arcade Fire befinder sig på et niveau, hvor højderne kan nås, og det episke konstant er i nærheden af fingerspidserne, så lyder Titus Andronicus som fire drenge, der stadig er lænket til forstaden og forsøger at strække sig fri, og det er denne grove storslåethed, der giver sangene styrke.
Der opstår en skøn menneskelighed i al den opsvungne vrede og vrisne patos, som Titus Andronicus benytter sig af. Stickles synger, som om hans krop er ved at falde fra hinanden, og det underbygger musikken så godt, og det føles så ægte, at man ikke engang gider at diskutere autenticitetsbegreber eller påtagethed. Brændes igennem skal der, og brændt igennem bliver der, og når det så er tilsat brutal indierock, går ligningen op uden nogen ubekendte. Det er måske også det, der ender med at hæmme Titus Andronicus, for selvom melodierne er gode, teksterne fremragende og lyden dragende, så har sangene det med at mudre sig sammen. Der er netop ikke den klare forskel på de fleste af sangene, hvilket gør, at de, på trods af at de sætter sig fast, er utrolig svære at skelne fra hinanden. Og pladen fremstår dermed en smule entydig, om end den er satans homogen.
Men det ændrer ikke på, at The Airing of Grievances er noget af det bedste patos, der kan købes for penge. Teen eller ej. Vi har jo for helvede alle sammen været der.
