U2 er lidt som en gammel bekendt, man altid har i sin bevidsthed. Det er ikke hver eneste uge eller måned, man lytter til dem, men man har altid et behov for at genhøre et af deres 12 album i ny og næ. Sådan har jeg det i hvert fald, og det hænger nok lidt sammen med min dåbsattest.
Jeg husker tydeligt, da Bono stod og talte til Grammyfesten i 1987, hvor de vandt et hav af priser for The Joshua Tree og Rattle and Hum, der blev den første plade i lillebroderens konfirmationsgaveanlæg. For ikke at tale om de mange koncerter i ind- og udland, ståen i kø for at anskaffe en ny plade eller koncertbillet (her skal lyde en stor tak til selvsamme lillebror), anskaffelse af T-shirts osv. Som man sikkert kan forstå af ovenstående, har U2 fyldt en del i mit musikliv og givet mange sjove oplevelser, hvor et spontant møde med Bono på en bar i Nice i 1995 absolut tager prisen, men det er en anden sag og nok historiefortælling for denne gang.
Alt dette er dog med til at skabe et vist grundlag for at anmelde deres nye plade, og her kunne man måske allerede beskylde denne skribent for at være forudindtaget begejstret og ude af stand til at foretage en kritisk stillingtagen, men jeg havde faktisk ikke de store forventninger til albummet oven på de seneste to udgivelser, der var udmærkede, men absolut ikke noget særligt i forhold til bagkataloget, der for mig er opdelt i fire perioder (1980-1984, 1987-1990, 1991-1997 og 2000-2009). Bevares, der var da rigtig fine sange imellem, men helheden udeblev lidt.
Den er til gengæld så småt ved at vende tilbage med No Line on the Horizon, hvor U2 gør det, de er bedst til – nemlig at fokusere på musikkens kerne og ikke så meget på alt det omkring, under, over og uden for.
Det skal pointeres, at deres tro væbnere, Brian Eno, Steve Lillywhite og Daniel Lanois, endnu en gang har trykket på knapper og helt sikkert har været med til at få fokus tilbage til øvelokalet frem for at løse hele verdens problemer. De har været med til at give bandet skarpheden tilbage, og der er meget mere U2-signatur på pladen, end der har været de seneste otte år.
Bono synger stadig godt, og hans vokal er unik, men det er The Edge, der for alvor løfter tingene. Hans guitar arbejder ufortrødent, og der er en god gameplan for noget nyt, noget gammelt, noget brugt og noget blåt. Tag f.eks. introen til ”Magnificent”, der i mine øjne har en af de bedste U2-introer længe hørt, og det skyldes ikke mindst den 80’er-guitar, The Edge trykker af, og man kaster straks sin hengivenhed retur til pladeparaden omkring War og Boy.
Der er en vis grad af selvsikkerhed i numrene, og et nummer som f.eks. ”Moment of Surrender” oser af æstetisk finesse, lyrik og arrangement gennem alle syv minutter. Dens velafbalancerede udtryk kombinerer virkelig balladens virkemidler med noget desperat, men der tages dog ikke chancer nok gennem alle 12 sange, og det må være den brede anke i forhold til helheden. Dog er bundniveauet højt og sangene velskrevne, hvilket gør, at man ikke bliver skuffet over No Line on the Horizon, men heller ikke hypnotiseret, som det f.eks. er tilfældet med Achtung Baby.
Der er masser af nerve i sangene, der er fornemt bundet sammen i et positivt paradoks mellem det gamle og nye jeg og muligvis varsler om noget helt nyt næste gang. Denne overgangsfase er ikke uinteressant at være vidne til, og selvom der ikke er dømt nyklassiker, så er substansen temmelig tyk og fyldig. Den er i hvert fald god nok til, at jeg vil kalde produktet for godt, og det har jeg, selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, savnet lidt i det nye millennium.
