Da jeg var teenager, burde jeg have hørt Dinosaur Jr. I forhold til hvad jeg ellers lyttede til på den tid, ville det have givet god mening. Men bandet kom først ind i mit liv, da jeg i starten af dette årti begyndte at opdyrke rockhistorien. Alligevel føler jeg, de har været med mig hele livet. Måske fordi jeg indirekte fik dem ind med Psyched Up Janis’ Swell. Derfor var det som at møde en gammel ven, da bandet blev gendannet i 2007 og udgav den ligefremme Beyond. Og det endda en gammel ven, hvor man instinktivt kan mærke, at man ikke er vokset fra hinanden, men måske nærmest har udviklet sig ad parallelle spor og derfor taler lige så ubesværet og kammeratligt sammen som dengang.
Ofte er sådan nogle comebacks tvivlsomme. Nogle gange formår bandet at skinne som før på et enkelt album, og så fiser det ud. Men Dinosaur Jr. beviser på Farm, at det ikke kun var et enkelt lykkeligt og kreativt sammenstød, der opstod, da J. Mascis og Lou Barlow endelig overkom deres tidligere stridigheder, der var med til at ødelægge bandet, og fandt sammen igen. De fortsætter nærmest umærkbart, som om de 20 år, hvor Barlow har været ude af bandet, slet ikke har eksisteret.
De starter med “Pieces”, der er så klassisk Dinosaur Jr., som man kan forestille sig, bortset fra det måske ikke er så stærkt et åbningsnummer, som de har præsteret på tidligere plader, men lidt forandring skal der jo være. Et fængende guitarlick, der er både melankolsk og melodisk, og så Mascis’ skrøbelige stemme, der trykker ind på brystbenet og udløser store suk. Der har altid været en stor længsel i den stemme, og selvom hans lange hår har fået en smuk sølvgrå farve, så er der ingen gammelmandserfaringer, der har ødelagt dens evne til at udtrykke mut savn.
Barlow og Murph på trommer holder samtidig tempoet oppe, så det her savn får et skud rastløs energi og på den måde holder apatien på afstand. Således lyder Dinosaur Jr. stadig som en støjende teenage-version af Neil Young med de her klassiske dig/mig-kærlighedstemaer. Inspirationen fra Neil Young er endda blevet endnu tydeligere på Farm, da der herpå er et par længere numre, “Said the People” og “I Don’t Wanna Go There”, som bandet ikke rigtig har kastet sig ud i tidligere, og det er klædeligt. Det giver mere plads til, at Mascis kan lade sin guitar tale, når han er træt af klynke sine ord. Det er ikke solo for soloens skyld, for den kommer så ubesværet, at den bare glider ind i sangene, og især i den næsten ni minutter lange “I Don’t Wanna Go There” er den så smukt udført, at man kan svømme hen. De letflydende, hylende, men omfavnende guitarsoloer får lov at male elektriske streger i luften, som når man fanget i sine egne tanker tegner streger i sandet med en pind.
Til trods for et par længere sange er intet ellers nyt i Dinosaur Jr.’s univers, men det gør absolut intet, for sangene er som sædvanlig stærke, som mindet om ens seksuelle debut, og nogle gange er det bare rart at føle sig tryg. At lytte til Dinosaur Jr. er ligesom at kigge på billeder fra sine første sommerferierejser med vennerne, da man var kikset og kåd.
Virkelig godt album! Bestemt anbefalelsesværdigt, og er meget enig med anmelderen.