Svensk pigepop for fuld udblæsning med First Aid Kit. Foto: Josefin Klåvus
First Aid Kit, 03.07.09, 14.00, Astoria
De gamle folkkanoner fra 60’erne har ikke levet forgæves. I hvert fald virker det til, at de to svenske charmerende søstre på bare 16 og 18 år, Klara og Johanna Söderberg fra First Aid Kitt, har ladet sig inspirere gevaldigt af f.eks. Vashti Bunyan, Linda Perhacs og Jackson C. Frank. Med deres folk, der lyder som ekkoet i de svenske fjelde, forsøgte de med deres førstehjælpskasse at hjælpe folk igennem varmen.
Der var da også mange mennesker på Astoria, der med dens huleagtige udforming skaber en god og intim affære. Med et keyboard, en elektrisk harpe og selvfølgelige akustiske guitarer fortryllede de to teenagepiger publikum med deres flotte og kraftige stemmer. Fra det stille og rolige til det voldsomme og vilde gjorde, at man aldrig faldt helt i staver, selvom det var nemt i den bankende hede.
Ind imellem de akustiske folknumre snakkede de med et taknemmeligt og hovedsageligt svensk publikum. På et tidspunkt lod de endda publikum vælge hvilket nummer, de skulle spille. Da publikum ikke kunne blive enige, lod de deres far, der også stod i mængden, vælge. Han valgte desværre forkert, og det blev endnu en af deres stille folk-sange, som på det tidspunkt var begynde at tærre lidt på tålmodigheden.
Heldigvis blev vi ikke snydt, og deres sidste nummer inden ekstranumrene var en opvisning i, at man ikke behøver at være en gammel kvinde/mand for at lave god folk. Som Simon Finns “Jerusalem” opbyggede de et stille og roligt nummer gennem et crescendo, der eksploderede i vildskab.
Selvom magien gik lidt af dem efterhånden, formåede de to piger alligevel at levere en ganske nydelig præstation. (MHN)
Fleet Foxes, 03.07.09, 15.00, Arena
Stemningen bliver sat fra start, da Fleet Foxes træder lidt desillusionerede ind på scenen med deres lange skæg og hår, bare tæer og skovmandsskjorter. Først står de og snakker lidt indbyrdes muntert, hvorefter de kærligt henvender sig til deres instrumenter og byder publikum indenfor i deres lille jordhule, dybt inde i skoven. Det er en jordhule, hvor man kan føle sig hjemme, og småfejl og opstyltet sceneshow er ikke noget, man går videre op i. Til gengæld er autenciteten helt i top, og vi skal bare hygge os sammen til lidt korensemble og ellers holde en strengelegsfest, der vil blive husket. Ok, det er altså præmissen.
Der går ikke mange sange, før Robin Pecknold, vokalist og guitarist nummer et, sprænger en streng på sin halvsmadrede lejrbålsguitar og derfor ser sig nødsaget til at lege videre på en tolvstrengsguitar i stedet. De andre griner lidt, og trommeslageren smider en tør humoristisk bemærkning ud til os, publikummet.
Nu henholdsvis sidder og står de fire ud af fem medlemmer med hvert deres strengeinstrument – mandolin, bas, tolvstrenget guitar, og elguitar med violinbue – mens deres korarrangementer udfolder sig og skaber en stemning, som befinder man sig enten på havets bund sammen med havfolket eller inde i urskoven sammen med stammefolket.
Med det samme, Robin får sin første guitar igen, knækker han endnu en streng og kan ikke lade være med at se en anelse irriteret ud, men han fejer sit ansigt rent og fortsætter hurtigt ufortrødent, men en smule forvirret – en forvirring der også når ud over scenekanten, kaffebordet, eller hvor det nu lige er vi er samlet henne denne eftermiddag.
De kaotiske elementer kan måske godt virke lidt hæmmende for helhedsindtrykket, men mest af alt er det nu bare meget charmerende alt sammen, især da de fem fyre pludselig spiller Fleetwood Mac-nummeret “Thunder” for bagefter selv at virke en smule benovede. »This was technically just a jamsession,« siger trommeslageren, og publikum begynder at grine. Introen til “Final Countdown” fyres også hurtigt af, og stemningen er fantastisk.
Højdepunkterne har helt som forventet været “White Winter Hymnal” og “Your Protector”, og den råhyggede stemning har gjort sit til, at de småkaotiske elementer bliver glemt på min vej hen for at høre Baddies. (JH)
Indlevelse var ikke en mangelvare til ISIS. Desværre nåede intensiteten aldrig ud over scenekanten. Foto: Erik Moholdt
ISIS er berømmet for at have været med til at skabe genren postmetal, der udpeger et slægtskab mellem metal og postrock. Betegnelsen giver god mening, hvis man skal beskrive deres koncert på Odeon, for med hovedvægten lagt på det nyeste album, Wavering Radiant, er der netop tale om udsvævende lydflader kombineret med forsanger Aaron Turners dels smukke stemme, dels aggressive growl.
Fra et interview med bandet ved jeg, at den nyeste plade bl.a. tager afsæt i drømme, og lyden under koncerten giver mig da også lyst til at lukke øjnene og drømme med. Der er dog en hage ved drømme, især i koncertsammenhæng: Drømme er – uanset hvor intense de er – svære at formidle til andre mennesker, netop fordi de er personlige, indre oplevelser.
Det pudsige er, at der tydeligvis ikke er noget i vejen med drømmenes eller ISIS’ intensitet. Alle medlemmerne viser stor indlevelse og headbanger i takt til deres egne ansatser, ligesom lyden er tung og støjende, som den skal være. Især trommerne er dominerende i lydbilledet, hvilket skaber en gedigen dundrende dynamik, der bygger perfekt op mod de respektive numres klimakser.
Desværre er ISIS’ drømme også grunden til, at deres optræden virker indadvendt og ekskluderende, hvilket ikke er optimalt, slet ikke til en metalkoncert, næsten uanset hvor alternativ den er. De fem bandmedlemmer kommer på intet tidspunkt ret mange centimeter ud over scenekanten, og den manglende kontakt til og med publikum illustreres rammende af Turners afskedssalut: »Thank you. We are ISIS. Goodbye.« (CK)
