Pressemeddelelsen til finske Kiilas tredje album, Tuota Tuota, understreger, at bandet altid har betragtet sange som en vigtig del af deres musikalske udtryk, og at pladen som en konsekvens deraf udfolder sig omkring sangene. Det ville lyde som en noget sær og banal udmelding, hvis altså ikke det var, fordi pladen er udkommet på selskabet Fonal, der har opbygget et efterhånden yderst solidt ry for at udgive kunstnere, der befinder sig solidt plantet i det ellers så usikre grænseland mellem mystisk, electronica-inficeret freefolk, kraut/psychrock, neoklassisk ambient og et generelt eksperimenterende udtryk med improvisatoriske og avantgardistiske tendenser.
Der er altså fuldt berettiget at fremhæve Kiilas, til sammenligning, relativt klassiske tilgang til det at lave en plade; Tuota Tuota byder nemlig på op til flere numre, der rent faktisk både er melodiøse og stærkt rytmiske, en kombination, man ellers ofte skal lede længe efter, hvis man kigger Fonals bagkatalog igennem. Helt så simpelt er det naturligvis ikke, når der er tale om Fonal, og disse momenter kan da også tælles på en enkelt hånd. Men bare det, at de er til stede, gør Tuota Tuota til selskabets måske hidtil mest lettilgængelige plade, i hvert fald hvis man som lytter ikke normalt begiver sig af med de mere udknaldede afarter af alverdens eksperimenterende stilarter.
Kiila tager deres udgangspunkt i folkrocken, som den i 60’erne kom til udtryk hos f.eks. The Fairport Convention eller The Incredible Stringband. Begge bands, der bragte den nordeuropæiske og især britiske, middelalderlige visetradition til fornyet hæder ved at modernisere den med elektrisk instrumentering og klar inspiration fra den samtidige psykedeliske rock.
Hårdtrockende trommer, der trækker på folkemusikkens simple rytmer og melodiøse violinsoloer, er nogle af de af genrens typiske kendetegn, som Kiila især har taget til sig og anvender i stor stil. På “Kevätlaulu” er det netop disse, der, sammen med psychklingende guitar og orgel, udgør skæringens musikalske rygrad. Flerstemmige vokaler fuldender nummeret, der rent faktisk indeholder både vers, omkvæd og soloer, selvom grænserne for, hvornår der er tale om det ene eller det andet, måske ikke er helt veldefinerede.
Næste nummer, “Portaissa”, lader også umiddelbart til at være nogenlunde lige ud ad landevejen, med sin vers/solo/vers-struktur, hvor violin og guitarer i soloerne løber støjende parløb. Men efter små fire minutter overtager soloen, og der bygges lag på lag af neopsykedelisk støj op i et længere jam-forløb, der afrundes med frit fabulerende bækkenraslen, inden der afsluttes, som der blev startet.
En helt og aldeles klassisk opbygning, men det fungerer ganske fremragende, og både sangmaterialet og sammenspillet er godt. Nogenlunde samme vers/solo/vers-struktur er at finde på “Kehotuslaulu”, selvom dette, med kun den halve spilletid, undlader at bevæge sig ud på de store bevidsthedsudvidende ekskursioner.
De tre førnævnte numre er alle ganske rockende og upbeat, men Kiila behersker bestemt også den mere dvælende og afdæmpede folksang. Pladeåbneren “Viisi Hirvasta”, “Niin Kuin Puut” og “Ukha, Ukha, Ukha” er alle eksempler på dette, selvom der for førstnævntes vedkommende er tale om en fin, sommerlig, skrøbelig sag og for sidstnævntes om et langt mere dystert og højtideligt neofolket udtryk, der leder tankerne i retning af et andet middelalder-inspireret band som Espers. Dette nummer fører umærkeligt videre til pladens rent instrumentale afsluttende skæring, “Pöllötulkin Mietteet”, hvor der for alvor gives los i de improviserende jam-tendenser, med alt hvad det inkluderer af småkaotisk solospil, psykedeliskdronende orgel og freejazzet saxofon.
Således kommer Kiila ganske vidt omkring på Tuota Tuota, der – på trods af bandets forkærlighed for noget så konventionelt som ‘sange’ og på trods af, at pladen alligevel mangler noget for at ramme det overrumplende, tårnhøje niveau, man efterhånden forventer – stadig emmer af den fantastiske eksperimenterende weirdness, der kendetegner Fonal.
Under alle omstændigheder har selskabet endnu en gang udgivet en plade, der beviser, at den finske musikscene har langt mere at byde på end industrial, udklædte pseudo-metalklovner og HIM.
