Plader

Alberta Cross: Broken Side of Time

Det er langhåret, det er guitarstøj, det er bækkenslag. Det er rock, som vi elsker det, men for en gangs skyld beholdes nerven og energien, og på intet tidspunkt mister man troen på bandet.

To et halvt år er gået siden The Thief & the Heartbreaker — en ep, der varslede endnu et country/blues-rockband. Og meget af den tidligere lyd er også at spore i Broken Side of Time, men der er også blevet skruet godt op for forstærkerne.

John Alexander Ericson, tidligere keys, og Seb Sternberg, tidligere trommer, er ude af billedet. I stedet har Petter Ericson Stakee og Terry Wolfers fundet sig tre nye medlemmer, der bedst kan sammenlignes med en stor fed bunsenbrænder, der sættes under en ellers udmærket suppe og får hele massen til at gå fra at hyggesimre til at syde og boble.

Austin Beede, Alberta Cross’ nye trommeslager, må enten spise bedre og motionere mere end Sternberg, eller også er han blot et bedre match, for energien og tyngden på stikkerne er steget, og det, der før egnede sig bedst som baggrundsmusik, når der skal læses litteratur, synes nu at fungere bedre med bajere, kortspil og store armbevægelser med vennerne. Tilkomsten af Sam Kearney på endnu en guitar tilfører det flow og den kant, der gør, at man ikke keder sig, og Alec Higgins håndterer enkelt, men elegant, tangenterne. Dog savnes hans tilstedeværelse i de mere progressive dele af numrene.

Selve pladen består af 10 numre og har en varighed på 44 minutter og 34 sekunder, hvilket giver en glimrende gennemsnitsvarighed for numrene, og de har alle tid nok til at skabe deres egen identitet. Dog fylder Stakees særprægede vokal meget, måske endda lidt for meget. At gå så langt som at kalde ham guitarrockens Chris Martin er måske at gå for langt, men der er alligevel en vis sammenligning at spore i den lyse, klagende vokal.

Når det ikke er guitarerne, der fylder lydbilledet, bliver vi præsenteret for en dyb rytmisk bas og skarpe trommeslag akkompagneret af en strygerlignende klagesang fra den godt gainede guitar. Stemningen er som en natterus, der bevæger sig fra stonerens hjørne af festen til dansegulvets eksplosive energiudladninger. Fra den skrigende guitar i “ATX” til pladens sjæler “Ghost of City Life” er der stor dynamisk forskel at finde, men man er på intet tidspunkt i tvivl om, at det er Alberta Cross, der spiller, og bandet formår at tage de gængse konventioner for et rockalbum og give dem deres eget islæt.

Lyrikken er en blandet fornøjelse. Nogle gange fænges man som lytter og ser lyrikken og musikken som en symbiose, der hjælper hinanden frem. Andre gange forsvinder lyrikken, den bliver anonym. Smukt står dog indledningsnummeret “Song Three Blues”, hvor omkvædet lyder: »I just wanna live instead of crying,« og hvor guitarens slag passer så stemningsmæssigt perfekt, at det, på trods af forudsigeligheden i det, er lige i øjet.

Der er selvfølgelig også en bagside af medaljen, og mange af de ting, jeg har nævnt, vil kunne vendes til et negativt perspektiv. Det personlige islæt vil andre måske kalde manglende variation, guitarskrig vil andre tolke som larmende støj, og Stakees vokal vil for andre lyde som en voksens pubertetsskrig. Med andre ord, så er det her ikke pladen, der vil omvende en person til genren, medmindre de i forvejen er skjult forelskede.

Albummet startede som en jamsession iblandet ‘a litte drink and a little smoke’, og det er præcis sådan et album, der er kommet ud af det: Et velproduceret, velspillet og vellydende album – with a little drink and a little smoke.

★★★★★☆

Leave a Reply