Musik er for mig en ultimativ måde at kigge ind i nogens hjerne på. Tyondai Braxton har efter alt at dømme en virkelig stor hjerne. Virkelig. Om man bliver forbløffet, inspireret, forvildet i dens afkroge eller bare skidestresset og irriteret over at høre på sådan noget larm, må være op til den enkelte.
Tyondai Braxton er at finde i den newyork’ske undergrund, der i det sidste årti har fostret navne som Black Dice og Animal Collective, og er i øvrigt medlem af det progressive newyorker-band Battles. Men dette album er anderledes. Og nu, da jeg er blevet pålagt den utaknemmelige opgave at tegne et omrids af denne fremmede hjernes værk, må resultatet blive noget i stil med:
Tyondai Braxtons soloalbum Central Market er et rastløs sammensurium af ideer og uforudsete lydcollager. Her er en mand med en sag og et stort orkester i ryggen. Central Market er en manifestation af selve det at lave musik og sætter et mandshøjt, rungende spørgsmålstegn ved, hvad det vil sige at udøve denne kunstart. Kan noget så gennemprøvet som lyd på en båndspole være så abstrakt, at det holder op med at være musik og i stedet bør sorteres under det langt bredere emneord ‘kunst’?
I en tid, hvor vores musikalske hjerner i overmål søger det enkle, rendyrkede og sågar ‘ærlige’ udtryk i samtidens musik, vil et statement-album som dette råbe endnu højere ud over landskabet og pege på sig selv. Tyondia Braxton manifesterer sig ved at vedkende sig at være lige præcis alt det, der er ham, og fylder på albummet alle de lag oven på hinanden, som han føler for – uden stillingtagen til om vi andre kan holde ud at høre på det. Det, du lytter til, er Tyondai Braxtons hjerne, og den er akkurat så kompliceret som din egen. Tillykke.
