Fotos: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk
»Welcome to an evening of sexuality.« Med en konstatering af omstændighederne – et tætpakket, udsolgt Loppen og en fredag aften, der oven i købet var lønningsdag – bød Beach Houses Alex Scally publikum velkommen med ønsket om, at alle måtte få noget på den dumme inden nattens ende.
Den slags tyder jo på, at man er ved at stifte bekendtskab med et sympatisk band, men endnu vigtigere med et band, der har den helt rette attitude til at levere netop den type drømmende pop, Beach House gør sig i. Da jeg for godt og vel en måned siden gik ret så meget i koma over deres nye udspil, Teen Dream, overvejede jeg samtidig, hvordan de stemningsfulde og lidt introverte numre mon ville tage sig ud på en scene. Ikke mindst på sådan en fredag, hvor det – som jeg senest måtte erfare for tre uger siden i Amager Bio – kan være svært at få publikum til oprigtigt at interessere sig for andet end øl og hinanden.
Det blev aldrig et problem på Loppen. Pudsige bemærkninger, levende fagter og anerkendelser af publikum flød over scenen i en jævn, men velafmålt strøm, der ikke tog opmærksomheden fra aftenens hovedaktør i musikken. Selvom ”Walk in the Park”, der åbnede sættet, var noget af en generalprøve i at få justeret rumklangen på Victoria Legrands vokal til et passende leje, og få andre indslag også blev ridset en smule af knas med guitar og mikrofon, var det ikke noget, der satte tydelige aftryk i det drivende og medrivende lydbillede.
Med hårets medusa’ske vilterhed fejende over keyboardet som en tredje arm vuggede, udkrængede og gestikulerede Legrand sig gennem de selvfølgelige højdepunkter i ”Zebra” og ”Norway” samt ”Gila” fra 2007’s Devotion. Det medrivende, men også lidt kitchede udtryk i orgelets syntetiske udtryk fik en fin modvægt af den indhentede trommeslager Daniel J. Franz’ arbejde med stikkerne og Scallys sagte guitarakkorder, og trods opfordringer til at publikum hjertens gerne måtte springe mere omkring, var man bedre tjent med at lade sig omfavne af musikkens sløve bevægelser og af de helt igennem indtagende melodier, der kendetegner Teen Dream.
Således var det også lige tidligt nok, da bandet efter en time ønskede os en dejlig nat og eksotiske drømme med ”10 Mile Stereo”. Man kunne nok have tålt en længere stund i Beach Houses univers af vatpolstrede instrumenter og indsmigrende ord, men en mere passende måde at blive vækket og kaldt tilbage til virkeligheden på – dét er til gengæld svært at forestille sig. Beach Houses koncert var en powernap af de mere mindeværdige – og en perfekt indslusning til weekendens hårdere strabadser.
