Koncerter

Midlake, 05.02.10, Amager Bio, København

Skrevet af Signe Palsøe

Trods enkelte fine takter og et par sikre publikumsfavoritter var fredagens Midlake-koncert en noget blodfattig oplevelse. En højere grad af tilstedeværelse, spilleglæde og kommunikation over scenekanten havde gjort underværker.

Fotos: Kasper Troels Nørregaard, www.comeondieyoung.dk

Du kender det jo sikkert godt. Det er fredag aften, stemningen er i vejret, ikke så meget på grund af det band, der snart entrerer scenen, men bare fordi det er fredag aften. Og når det band, der snart entrerer scenen, gør sig i stemningsfuld og til tider temmelig sagte folk, drukner nerven let i højlydt snakken, skoggerlatter, spildt rødvin og den lindrende fantasi om at fjerne alle de forstyrrende elementer ved hjælp af kirurgisk præcision og en stor, stor kniv.

Det var nu heller ikke, fordi Midlake gjorde en stor indsats for at fastholde publikums opmærksomhed. Et er, at det nyudkomne album, The Courage of Others, med sine mindre iørefaldende og temmelig ensklingende melodier, er sværere at elske end The Trials of Van Occupanther. Sidstnævnte sikrede gruppens internationale gennembrud for små fire år siden, og det var i udtalt grad sange herfra, der kunne få det snakkestemte publikum til at tie, klappe og nynne for en kort bemærkning.

Mere afgørende for aftenens mangel på intense øjeblikke var dog det lette, mentale fravær, der en god del af sættet syntes at hænge for flere af de syv musikeres blikke og gjorde det svært at etablere en kontakt, som baserede sig på noget mere særegent end nydelige instrumenteringer. Før bandet gik på scenen, fortalte forsanger Tim Smith mig i et interview, at han og enkelte af bandets andre medlemmer i grunden slet ikke bryder sig om at turnere og spille koncerter – en tendens, der på scenen ikke kunne overdøves af enkelte smittende smil fra de resterende musikere.

Heldigvis er der en pæn talentmasse samlet i Midlake, og nu, hvor bandet turnerer med to ekstra guitarister, er der basis for at begive sig ud på små afveje i forhold til musikkens oprindelige udgangspunkt. “Winter Dies”, der åbnede aftenen, indledtes eksempelvis med et eksperimenterende instrumentalstykke med tværfløjterne, der optræder konsekvent på det nye album, som en anderledes hoveddrivkraft. Ligeledes skete der noget mod koncertens slutning, da bandet omfavnede endnu en instrumentel passage og lod et af de nye numre blive optaget af en langtrukken “Head Home”. Og da de endeligt kom tilbage på scenen for at spille ekstranummeret “Branches” og indledte en diskussion med et kvindeligt publikum om, hvorvidt det ville være muligt for dem at fremføre “Balloon Maker” fra debuten, var det faktisk kortvarigt et samlet, levende, reflekterende og engageret band, der befandt sig på scenen.

Naturligvis spillede de “Young Bride” og “Bandits”, og selvfølgelig var “Roscoe” aftenens favorit. Alle numre, der fremstod som hæderlige indslag i kraft af deres publikumstække. Men tæt ved samtlige indslag fra The Courage of Others forsvandt i manglende publikumsinteresse for musikken og for et band, der ikke formåede at besjæle musikken tilstrækkeligt, og det er noget skuffende for et dygtigt band, der er ude for at formidle deres nye toner – tourglade eller ej.

★★½☆☆☆

Leave a Reply