Det er simpelthen for »crazyyeeeee,« som de ville sige i “Crime Riders” fra Zulus “Ups! Det er live”. Hvordan hel…. har man kunnet lave så fragmenteret en plade og udgive den under en og samme titel? Det fatter jeg overhovedet ikke.
Her har vi en dansk duo, der gør noget andet – og tak for det. De snuser sig gennem en masse musikalske inspirationer, flytter til Berlin og bliver enige om, at der mangler noget musik, der indeholder mundharpe, og som står i skarp kontrast til f.eks. B.B. King, Henrik Hall og Bruce Springsteen.
Hvordan får man så ført et klassisk instrument ind i noget moderne og unikt? (Man kunne gøre som Joanna Newsom gør med sin harpe, men det er en anden snak). Hvordan skal det lyde? Jo, her kommer Straight from the Harps otte bud (titlerne er sparet væk):
1. Et langsomt, synthsfærisk nummer til det perfekte soundtrack (her taler vi associationer til f.eks. “Lost in Translation”)
2. Rockabilly som et kørende tog. Et lidt anmassende beat
3. Kraftwerk tilsat mundharpe
4. Spleen United tilsat mundharpe. Et introvert og forvrænget nummer
5. Eurodance vs. mundharpe
6. Chris Isaak
7. Uforløst galemandsmundharpe a la Gogol Bordello
8. Under Byen-paranoia.
Hvordan i himlens navn kan man få en helhed ud af det? Hvert nummer indeholder så mange specifikke enkeltheder, at man aldrig finder ud af, hvad duoen Jarno Varsted og Lady Lützen vil med deres musik.
Det virker som noget, der er revet ud af en masse gode plader, man har liggende, og så vil man lige afprøve, om mundharpen kan lægges ind over som det frække element. Desværre bliver det mest til ‘Straight from the Crap’, og selvom det er en umådelig latterlig dom, er der ikke så meget at sige, andet end at det er er et forfejlet projekt, omend intentionen om at skabe noget anderledes og unikt skal have roser med på vejen.
Den gik bare ikke i dette tilfælde. Her skal lyde et stort og rungende ønske om, at man vælger side eller udtryk. Hold jer til få genrer – gerne én! I så fald pakker jeg gerne den næste Straight from the Harp-udgivelse ud og sætter den i rotation. Men fortsætter kludetæppestilen, takker jeg pænt nej.
Nu har jeg ikke hørt musikken, så derfor kan jeg ikke udtale mig om hvorvidt kritikken er berettiget.
Men på mig lyder det som om at du opfordre til mindre ekspermentielt musik. Jeg ved ikke om det skyldes den dovne musikanmeldersstil der ikke ønsker at skulle bruge tid på at lytte til genreblandende musik, men helst bare vil have noget rock n’ roll som man ved hvad er. Så man hurtigere kan komme ud af vagten.
“Hold jer til få genrer – gerne én!”
Tak for din besked! Det er altid godt med feed-back.
Nu ville det have været optimalt, hvis du havde lyttet til pladen, inden du gav din kommentar, men jeg kan da helt klart afvise din bekymring. Jeg er på ingen måde afvisende overfor genremix. Tværtimod! Men tingene skal hænge sammen og give en eller anden form for mening. Du laver jo heller ikke tunsalat med tiramisu – vel? Det er altid spændende, når man tager en chance og udfordrer genrerne – det giver jeg faktisk også udtryk for i min anmeldelse. Radiohead lykkedes fx ofte med det. Blur ligeså! men det bærer altså et projekt alene, og her kommer Straight From The Harp til kort – subjektivt set/hørt naturligvis. Men giv det en chance, og skriv gerne igen, når du har lyttet til pladen.
Alt det bedste
/Jeppe