Plader

Woods: At Echo Lake

Skrevet af Martin Thimes

Woods rammer ned midt i en lo-fi-tidsånd af båndeffekter og knasende guitarer. De er konstant på jagt efter skønheden, men alligevel lyder det mest af alt håbløst umoderne. At Echo Lake vil i al sin naive enkelhed også vil være relevant om 10 år.

Det er pladens længste nummer. Det er dét, der er klart bedst produceret. Mest ligetil. Og alligevel giver “Blood Dries Darker” et solidt fingerpraj om, at Jeremy Earl har formået at bevæge Woods væk fra trappestensjam-lyden og ud på en nogenlunde farbar vej.

Med en simpel harmoni og en solskinsindhyllet stemme, er åbningsnummeret på den femte plade fra amerikanske Woods effektiv sommerfolkpop – af den slags, der lyder bedst spillet gennem en smadret rejsegrammofon i parken. Ikke noget, der trækker resten af festen til, men som i stedet sørger for en god halv times bagtæppe.

Virkemidlerne på At Echo Lake er ganske simple: lidt akustisk guitar, en bunke båndmanipulationer, et sammenrend af sitar, banjo, fløjte, percussion og hvad der ellers lige ligger og flyder. Og ikke mindst forsanger Jeremy Earls Neil Young-tynde vokal i adskillige lag. De elementer blander sig omhyggeligt med hinanden og sender postkort til såvel lo-fi-koryfæer som Guided by Voices, naivitetens mester Jonathan Richman og alvorstunge Neil Young i sit folkede hjørne.

Ligesom albumåbneren er “Suffering Season” virkelig glimrende, ligefrem folkpop. Harmonierne sidder – »uhohuhhhh« – lige som de skal, og det reverb-omsluttede vers er elegant smittende: »Who knows what tomorrow might bring,« messer Jeremy Earl, og pludselig er alt andet kun bittesmå parenteser i hverdagen.

Det fine ved netop “Suffering Season” er ikke bare melodien. Der er meget på spil i sangen, men den bliver aldrig overlæsset, fordi bandet spiller med en lethed, der fint kan bære gøglet. Et glockenspiel, lidt håndklap og en nærmest generisk basgang. Det hele er optaget så direkte, at tillægsordet ‘ærlig’ trænger sig på. Ikke at sådan en optageteknik nødvendigvis giver mere ærlig musik. Men det er bandets store bedrift, at de får det til at lyde, som om enhver kunne have gjort det, de gør.

Desværre virker flere af de mildt psychede og repetitive elementer i især numre som “Death Rattles” – med langstrakte og vævende guitarsoli i enden – og den foregående “From the Horn” – to minutters uforløst psychrock-mellemspil – som stiløvelser frem for nødvendigheder. Det laver ridser i en ellers fremragende plade, at der ikke er blevet sorteret bare lidt bedre i materialet.

Nogle gange er det dog nødvendigt at acceptere, at musikere har så stor skabertrang, at de ikke går efter værket hver eneste gang. Acceptere, at nogle i stedet forsøger at levere et større korpus af musik, vi alle kan dykke ned i nu. Og om 10 år. Et godt eksempel på Woods’ evne til det er den let bitre “Get Back”, der er en af den slags sange, der også kunne have været på en cd med outtakes med The Rolling Stones anno Exile on Main Street. En sang, som Stones aldrig ville have udgivet, men som med linjer som »get back or get right« alligevel føles relevant. Den sang er der et andet band, der pudser af om 20 år. Og det band scorer sig et solidt hit.

Et helt album fyldt med numre som eksempelvis “Blood Dries Darker”, “Time Fading Lines”, “Suffering Season” og “Get Back” ville være noget af en bedrift. Men spørgsmålet er, om Jeremy Earl har tilstrækkeligt med gode melodier i ærmet til at lave en plade uden de ligegyldige mellemregninger? Hvis han en dag har det – og stadig holder fast i letheden – bliver Woods pludselig andet end et obskurt band, hvis frontmand står bag et moderat succesfuldt undergrundspladeselskab.

★★★★☆☆

Leave a Reply