Nyheder

Februar-koncerter II: Heksen, politikvinden, pianisten og…

Skrevet af Camilla Grausen

Anden halvdel af februar er proppet med anbefalelsesværdige koncerter. Blandt andet med Joan As Police Woman, Agnes Obel og The National.

Det er med stor fornøjelse, at Undertoners redaktion kan se og høre, at koncertåret 2011 nu er i fuld gang. Koncertprogrammet er spækket med musikalske lækkerier, og her følger nogle anbefalinger til anden halvdel af februar…

En åbenmundet Joan As Police Woman sidst hun spillede i Danmark i 2008. Foto: Kasper Troels Nørregaard

Onsdag den 16. februar kommer det hypede nye band Esben and the Witch til Loppen i København. Bandet er en britisk trio, der på trods af deres base i Brighton er opkaldt efter det danske eventyr om Esben og heksen. Bandet har netop udgivet deres debutalbum, Violent Cries, fyldt med støjende indierock. Opvarmningen på Loppen står danske Before the Show for.

Joan Wasser alias Joan As Police Woman har netop udgivet sit tredje album, The Deep Field. Her har den seje newyorker, sangerinde og sangskriver omfavnet både kærlighed og soul. Nu kan du opleve, hvordan dét lyder live, når Joan As Police Woman med band kommer til Amager Bio i København fredag den 18. og til Voxhall i Århus lørdag den 19. februar. Da Joan sidst besøgte Danmark i 2008, var det til femU’er fra Undertoners anmelder.

En ung kunstner, der debuterede sidste år, og som i den grad har gjort kometkarriere i Danmark, er den berlinsk-bosatte sangerinde og pianist Agnes Obel. Hendes album Philharmonics har sikret hende læssevis af stjerner fra landets anmeldere, og hendes let melankolske, klaverdominerede melodier har også ramt noget hos landets koncertgængere. I denne måned giver hun nemlig hele seks udsolgte koncerter; og det er jo ikke lige hver dag, en debuterende solokunstner får sådan en succes. Det sker den 20., 21. og 22. på Copenhagen Jazzhouse, den 23. i Musikhuset i Århus og så omsider til to koncerter, den 25. og 26., i den smukke koncertsal i Koncerthuset i København – den største scene, Obel har spillet på.

Hvis du vil opleve en håndfuld upcoming, danske kvalitetsbands inden for genrerne indiefolk og -rock, så lægger Lille Vega lørdag den 26. hus til et glimrende initiativ, hvor fire bands samles til en aftens koncert for kun 70 kr. Navnene er Alcoholic Faith Mission, Gustav Foss, Among Relatives og Deer Bear.

En anden mulighed samme aften, i hvert fald hvis du er i Århus, er at tage ind og høre amerikanerne, der står bag High Violet, som blev kåret til 2010’s femtebedste album på Undertoners liste. Det er selvfølgelig The National, det drejer sig om, og de sørgmodige amerikanere med Matt Berninger i front spiller i Scandinavian Center i Århus.

Til sidst må vi ikke glemme, at både Murder og Nikolaj Nørlund er på grundige turnéer gennem hele Danmark. Se datoerne for deres koncerter på deres respektive hjemmesider – eller, som altid, i Undertoners koncertkalender.

2 kommentarer

  • Nikoline: Der er jo sjældent plads til at anbefale det hele, men jeg må derudover indrømme, at jeg havde glemt Hestebandet i denne omgang! Har vist ikke helt fået kodet de der Tap’er ind i min koncerthjerne endnu. Det er hermed gjort, og tak for tippet!

Leave a Reply