Årets bedste plader Artikler

Årets bedste plader 2010

Så er vi kommet til afsløringen af hvilke plader, der har været mest populære på Undertoner-redaktionen i 2010. Samtidig ser Kim Elgaard Andersen tilbage på årets musikalske indtryk.

Efterlønnen skal falde bort for alle under 45 år, meddelte statsminister Lars Løkke Rasmussen i sin nytårstale. Dermed gælder det for hovedparten af Undertoners læsere. Men det er nu ikke noget, vi skal begræde. Det betyder jo, at vi skal arbejde knapt så hårdt for at tjene ind til velfærdsstaten og især den stigende ældrebyrde – et dejligt ord; så kan man rigtig nyde sin pension, når man ved, at man er til gene for samfundet. Vi lever i en ungdomskult(ur) med begrænset respekt for de ældre.

Jay Reatard var en af de mange musikere, der forlod jordelivet i 2010.

Den ungdomskultur dyrker det gode gamle ordsprog ”Lev stærkt, dø ung”, og i 2010 levede alt for mange op til den myte, hvilket i langt højere grad skal begrædes. Det startede med Jay Reatards dødsfald tidligt på året. En person, der virkelig udlevede den klassiske rock’n’roll-myte. Narko, slagsmål og en arbejdsiver, siden han startede som 15-årig, der ville gøre de fleste japanske, multinationale virksomheder misundelige. Han var årtiets største punkrock-talent. Mark Linkous fra Sparklehorse begik selvmord ved at skyde sig selv i hjertet. Han havde altid haft et mørkt sind, og som 47-årig blev det åbenbart for meget. En absolut tragisk historie. I hiphopverdenen mistede vi Guru til kræft. En af hiphoppens mest markante skikkelser. En anden, der ikke nåede at sætte så kraftigt et mærke på historien, var Michael Larsen, bedre kendt som Eyedea, der døde alt for tidligt som 29-årig af en stofforgiftning. Han var kendt som en suveræn battle-mc og havde vundet flere konkurrencer.

Af de lidt ældre, der dog alligevel forlod livet lige vel tidligt, kan nævnes så vigtige powerpopmusikere som Alex Chilton (59 år) fra Big Star, måske nok det mest genredefinerende band i genren, og Doug Fieber (57) fra The Knack, der scorede et kæmpehit med “My Sharona” i 1979. Desuden mistede musikverdenen Peter Steele (48 år) fra gothmetal-bandet Type O Negative og thrash-bandet Carnivore, Ari Up (48 år) fra de banebrydende postpunkere The Slits samt Ramellzee (49 år), der udgav sit debutalbum i 2004 som 44-årig, men var bedre kendt som en af de helt store graffiti-kunstnere, da hiphop-kulturen for alvor kom til overfladen i starten af 1980’erne. Sidst, men ikke mindst mistede musikken nogle af de helt store, toneangivende artrockere i årets sidste måned. Peter “Sleazy” Christopherson døde som 55-årig, men kunne skrive grundlægger af industrial via Throbbing Gristle, opfinder af acid house via Psychic TV og minsandten også medlem af Coil på sin gravsten. Han var en visionær kunstner.

Det var årets største musikhistoriske dødsfald også. Don van Vliet, kendt som Captain Beefheart, tabte kampen til sclerose i år som 69-årig. Han er en af de mest usædvanlige skikkelser, der nogensinde har udgivet en plade. Allerede som ni-årig blev han anerkendt som billedkunstner, og uden konventionel skolegang udviklede han en temmelig fordrejet hjerne. Hans tilgang til blues var mærket af, at han hadede traditionelle rockrytmer, hvilket udmøntede sig i en temmelig fri tilgang til musik, der sagtens kunne betyde, at musikerne skulle spille sangene baglæns. Musikerne var i det hele taget berygtede for at lide under Captain Beefhearts overkontrollerende lederskab. Men musikken, der kom ud af det, er stadig så egenartet i dag, at det er fascinerende at høre, i hvor mange forskellige retninger den har inspireret. En sand revolutionær galning.

Men lad mig fokusere på noget andet end årets triste nyheder. Der skete jo også nybrud på musikscenen, som måske kommer til at have indflydelse ind i fremtiden. Årets mest omtalte genrenybrud var witchhouse. Eller drag eller crunk shoegaze eller screwgaze, som genren også bliver benævnt. Det er noget af et gotisk, psykedelisk sammenkog af elektroniske plamager, der henter inspiration fra industrial, shoegaze, dub og hiphop. Genren byder på kunstnere som Creep, White Ring, Balam Acab, oOoOO og ikke mindst genrens mest omtalte navn: Salem. Et solidt bevis på, at for at skabe noget nyt må man efterhånden gribe ud efter flere og flere inspirationskilder. En ærlig talt lidt anstrengende postmoderne effekt. Om witchhouse kun er en forbigående og alt for usammenhængende konstruktion, vil tiden vise, men når musikmedierne konstruerer genrer, har de det med at tiltrække fluer.

Ariel Pink fik sit kommercielle gennembrud i 2010. Her er han til koncerten på Loppen i efteråret. Foto: Mathias Laurvig, LiveShot.dk

En lidt ældre kat i genrernes baggård er chillwave – eller hypnagogic pop, som Wire foretrækker at kalde den – der i år blev mainstream, da Ariel Pink, en af genrens pionerer, udgav Before Today på 4AD. Chillwave er ofte kendetegnet ved pophooks fra 80’erne beskadiget af hukommelsens hullede net som en længsel efter barndommen, og selvom det muligvis er en smule sentimental tilgang til musik, frembringer det i det mindste nogle gode sange filtreret gennem lyden af solblegede kassettebånd. På Before Today kan man sige, at Ariel Pink gjorde sin lyd renere – eller i hvert fald indspillede på nye kassettebånd. Det skaffede ham en større lytterskare og en plads på Undertoners liste over årets albums.

Det nostalgiske og halvlodne blev også dyrket i den genkomst af new age-inspireret synthambient, som Oneohtrix Point Never og Emeralds har fremdyrket de seneste år. Efter udgivelsen af opsamlingen Rifts fra sidste år, der samlede diverse kassettebånds- og cd-r-udgivelser, udsendte Oneohtrix Point Never Returnal, der viste, at anden generations-russeren fra USA havde fortjent den opmærksomhed, han fangede med opsamlingen. Pladen udkom på Peter Rehbergs Editions Mego, som også udsendte Does It Look Like I’m Here? med Emeralds, der blev en populær plade i ambient/drone-kredse og endda opnåede pæne placeringer på diverse årslister, bl.a. en førsteplads hos Drowned in Sound og også en pæn placering på Undertoners årsliste.

I Los Angeles bliver der derimod set ind i fremtiden. Gaslamp Killer og Flying Lotus hjalp Gonjasufi med at få sine sprøde, psykedeliske sange og rustne stemme produceret ind i et klædeskab af effekter, hvilket Warp lagde mærke til og udgav en af årets mere mærkværdige udgivelser, A Sufi and a Killer, der ikke blev mindre besynderlig af Gonjasufis temmelig hovedløse og bastunge live-fremførelser på danske festivaller. Flying Lotus selv kronede sin udvikling på de to foregående albums med en ustyrligt eklektisk plade, Cosmogramma, som var så detaljerig og genrezappende, at det var et mirakel, den overhovedet hang sammen. Men det gjorde det, og den bedrift skaffede fortjent nok en høj placering på Undertoners årsliste.

Derudover er det værd at bemærke, at 2010 bød på pop af uhyrlig høj kvalitet. Kanye West, Big Boi, Janelle Monae og Robyn udgav alle albums, der fik anmeldere over hele verden til at glemme alt om undergrundens påståede autenticitet og hejse armene i festlig begejstring og så ellers flytte deres fødder til de tilgængelige rytmer. De tre af dem har da også fået plads på Undertoners årsliste, mens den alternative pops dronning, M.I.A., måtte indkassere en næse for sin skuffende, paranoide fortælling om sig selv.

Resten af Undertoners årsliste består derefter mestendels af store alternative musiknavne. Hvor det sidste år primært var 90’ernes gamle drenge, der gav kvalitetskvæk fra sig, har det i år i højere grad været 00’ernes flagskibe, som er sejlet ind i vore skribenters hjerter: The Walkmen, The National, LCD Soundsystem, Arcade Fire, Joanna Newsom, Deerhunter og Sufjan Stevens.

Et nyt årti er i gang, og hvad det skal byde på af fascinerende musikalske strømninger, er umuligt at sige, men på baggrund af de seneste års bevægelser i undergrunden kommer der flere og flere enere, der selv roder med teknikken derhjemme i hjemmestudiet og idiosynkratisk dyrker deres egne særheder uden et band til at modsige dem. Ariel Pink, Madlib og Burial er gode eksempler på dette. Man kan forestille sig, at denne type musikere vil stå for de musikalske fornyelser nogle år frem endnu.

Skribenter, der deltog i sammensætningen af årslisten (klik på deres profil og se de individuelle lister):
Kim Elgaard Andersen, Mikkel Arre, Christian Birk, Anders Büchert, Lise Christensen, Jeppe Fly-Kristensen, Camilla Grausen, Daniel Heydorn, Lasse Winther Jensen, Mikkel KnudsenLasse Dahl LangbakAnna Møller, Signe Palsøe, Nicholai Friis Pedersen og Klaus Thodsen.

De danske

10. Agnes Obel: Philharmonics
9. Manual: Drowned in Light
8. Shout Wellington Air Force: Clean Sunset
7. Treefight For Sunlight: A Collection of Vibrations for Your Skull
6. Under Byen: Alt er tabt
5. Frisk Frugt: Dansktoppen møder Burkina Faso i det himmelblå rum hvor solen bor, suite
4. Murder: Gospel of Man
3. Sleep Party People: s/t
2. Efterklang: Magic Chairs
1. Chimes & Bells: s/t

De udenlandske

20. Titus Andronicus: The Monitor
19. Sufjan Stevens: The Age of Adz
18. LCD Soundsystem: This is happening
17. Vampire Weekend: Contra
16. Joanna Newsom: Have One on Me
15. Lower Dens: Twin-hand Movement
14. Warpaint: The Fool
13. Janelle Monáe: The ArchAndroid
12. The Walkmen: Lisbon
11. Emeralds: Does It Look Like I’m Here?
10. Four Tet: There Is Love in You
9. Kanye West: My Beautiful Dark Twisted Fantasy
8. Robyn: Body Talk pt.1
7. Tame Impala: Innerspeaker
6. Ariel Pink’s Haunted Graffiti: Before Today
5. The National: High Violet
4. Arcade Fire: The Suburbs
3. Flying Lotus: Cosmogramma
2. Deerhunter: Halcyon Digest
1. Beach House: Teen Dream

3 kommentarer

  • en fornuftig liste, som kun mangler gorillaz, anais mitchell, afrocubism, sleigh bells, toumani diabate & ali farka toure, hvis I spørger mig. Nå ja, og så ville jeg nok placere beach house og deerhunter i bunden af min top tyve (begge glimrende plader, ikke desto mindre). Den bedste plade i 2010? De bedste øjeblikke var at finde på janella monaes the archandroid (locked inside, cold war, tightrope, wondaland etc.), men mest helstøbte? Hmm…jeg rooter for anais mitchell (fordi hun er så kriminelt overset!) og så var kanye sgu svær at komme udenom…flying lotus er også et godt bud.
    Danske plade? Hører af (fordomsfuld) sædvane ikke mange…men vil det overveje at tjekke chimes and bells ud…:)

  • Rigtig fornuftig liste. Vil dog slå på tromme for Nas og Damian Marley som en af årets absolut bedste.

Deltag i debat