Kan du huske det Simpsons-afsnit, hvor Moe forklarer hvad postmodernisme er? Weird for the sake of weird. Det store spørgsmål ved den franske kvartet Gablés album Cute Horse Cut – eller som de skriver det: CuTe HoRSe CuT – er netop: Er det her legesyg musik, der med båthorn og støvsugere skaber små musikalske underværker, eller er det bare ‘weird for the sake of weird’?
Gablés tredje album er nemlig DIY-indiepop med en masse skæve lyde og indslag. Ud over diverse samples og skrattende elektronik hører vi f.eks. motorsave, hundegøen og et skrydende æsel. Og så bliver der hele vejen spillet på diverse mulige og umulige tingester – potter og pander og hvad bandet ellers har fundet derhjemme eller i studiet. Langt hen ad vejen er det mere sært end kønt.
Ud af små bidder af elektroniske, melodisk poppede eller sågar punkede (”Who Tells You?”) musikstykker er der sammen med de mærkværdige lyde og samples kommet 20 numre. Med en gennemsnitlig spilletid på under to minutter. Cute Horse Cut er altså en musikalsk rodekasse, og de mange meget korte numre understreger, at det er et meget abrupt album. Gablé punkterer hele tiden det, de er i gang med, f.eks. med særprægede lydstumper som støvsugeren – både fra ét nummer til et andet og undervejs i hvert enkelt nummer. Et eksempel på et nummers opbygning kunne være: elektronisk popmelodi med slag på gryde, fuldt stop, rytmeændring, motorsav, tale, ny melodi på violin, slut. Det virker temmelig ophugget. Ligeledes er den engelsksprogede lyrik ofte sunget i stakato, som en slags opremsning af de til dels vrøvlende tekster. Denne stakato går igen i musikken, når Gablé konstant afbryder sig selv. Måske består bandet af en flok ADHD-ramte børn, der ikke kan holde koncentrationen om én idé i mere end 30 sekunder og derfor konstant ændrer retning?
Det bliver immervæk en noget abrupt fornemmelse at lytte til Cute Horse Cut. Dog er det slet ikke gøgl det hele, og det er i de 30 sekunder af reelle numre, vi får her og dér, at bandet trods alt begejstrer. Det er, som om Gablé holder et rigtigt band med helstøbte numre fanget inde i et hurlumhejhus. Som lytter kan man gå rundt udenfor og stikke hovedet ind ad forskellige vinduer og høre bidder af bandets numre, men de bliver konstant afbrudt af engelsk snak (på ”0000”afløses musikken næsten helt af tale), et hårdt slag på en gryde eller et elektronisk rytmeskift. Bandet, der er gemt derinde, kunne være noget i retning af Tunng, eller også er det rent faktisk det rigtige Gablé, der holdes fanget? I hvert fald ville jeg meget gerne høre mere til dette band. Hvis de ellers nogensinde slipper ud.
Når Gablé af og til lader et vindue slå på klem længere end sædvanligt, er det vitterligt nogle gode elementer af sange, jeg hører. Og når nogle numre udvikler sig i en bare lidt mere regulær retning, som “Cyanure” og ”Ouac”, så fungerer det. Sidstnævnte er eksempelvis lige på grænsen til at være et regulært, melodiøst indierocknummer fyldt med saft og kraft. Det er et af de steder på albummet, hvor det mærkelige og abrupte tilføjer til musikken og gør den interessant, frem for bare at klippe den i stykker. Her bliver det uforudsigelige og skæve en fordel.
Måske det lyder værre, end det er. Det er ikke, fordi den postmoderne klippe-ud-og-sætte-sammen-stil og de skøre lyde fra hurlumhejhuset går helt amok hos Gablé, og Cute Horse Cut har faktisk en vis skæv charme. Så det er ikke enerverende, som det måske kunne fremgå. Men det er dog afbrydende og usammenhængende, og det giver en forvirrende, lidt stressende lytteoplevelse. Jeg ville ønske, at Gablé ville blive ved én idé lidt længere ad gangen og ikke absolut ændre kurs eller proppe sære lyde ind – så ufatteligt kreativt er det alligevel heller ikke med det båthorn eller det æsel. Alt i alt ender Gablés album med at have nogle gode elementer af kreativ indiepop og -rock, men på grund af alle bandets indfald og særheder ender de med at spænde ben for sig selv og er i fare for blot at være ‘weird for the sake of weird’.
