Ifølge egyptisk skriftsprog var Horus’ øje et symbol på beskyttelse, royal magt og godt helbred. Og i den lille svenske by Vänersborg langt væk fra royal magt og ikke nødvendigvis velsignet med godt helbred finder vi Samuel Järpvik og Mikael Björklund, der udgør indiepunkbandet Moffarammes. Duoen udspringer af kvartetten Affordable Hybrid, der musikalsk er ret så tæt beslægtet, selvom det måske ikke altid er lige så vildt og punket, som Moffarammes er gået hen og blevet. For med deres debutplade, The Eye of Horus, har de to svenskere ifølge deres eget pressemateriale slået en hurtigere og mere larmende stil an over de 14 numre.
Der er umiddelbart også blevet mere plads til crash-bækkenerne, men ellers er det svært at få øje på det egentlig ‘mere larmende’ element, og hurtigere er musikken heller ikke blevet, hvis man sammenligner med blandt andet Affordable Hybrids debutplade, The Snake Was a Mistake. Men det skal jo ikke afholde mig fra at dykke yderligere ned i Horus’ øje.
For selvom duoen alligevel ikke har ændret synderligt på det musikalske, er det ikke ensbetydende med, at man automatisk kan gætte sig frem til indholdet på pladen. Guitaren fra Järpvik rammer dog det sædvanlige genreniveau, hvor den ikke er larmende nok til at kunne følge med de mere tunge rockbands, men heller ikke er stille nok til at kunne fungere i mere poppede omgivelser. Ensformigheden i hans vokal bliver desværre til tider lidt for enerverende, og man savner derfor en lidt større vokalspændvidde. Derimod er der mere gang i Björklunds trommer, der konstant veksler mellem forudsigelige punkede rytmer til enkelte mathrock-associerende øjeblikke, der sagtens kunne have passet ind i diverse numre med for eksempel Hella, hvilket blandt andet høres i åbningsnummeret “The Morning After”.
Derudover består størstedelen af skiven af musikalske humørsvingninger, når de er bedst. Det ene øjeblik sidder man og hører den halvdystre og alvorlige stemning i titelnummeret an, hvorefter man nummeret efter, på “Youngsters”, bliver grebet af ungdommens legende og useriøse rastløshed, før end der sker endnu en overgang – denne gang inde i selve nummeret – til lange guitaranslag samt melankolske og titelrelevante linjer om »…far away from home,« indtil vi hopper tilbage igen til nummerets mere positivt anlagte indledning.
Sådan fortsætter Moffarammes ufortrødent, selvom der dog opstår enkelte øjeblikke, hvor man føler, at en sang gentager sig. “The Beginning of the End”, der afslutter pladen, er desuden et højst overraskende og stille nummer, hvor der er blevet plads til piano, akustisk guitar og øvrige uortodokse elementer. Det klæder i hvert fald pladen at komme ned på jorden for en stund – også selvom det sker i 11. time.
The Eye of Horus er intet mesterværk, men det har næppe været duoens intention med albummet. I stedet har de to svenskere skabt en solid debut, hvor de bygger videre på mange af de tendenser, der var i Affordable Hybrid og dermed prøver at følge op på de resultater, som de opnåede dér. Den svenske alternative rockscene har i hvert fald fået endnu et lovende band.
