One Pig er sidste del i den trilogi, som den engelske musiker Matthew Herbert startede med One One i foråret 2010 og fortsatte med One Club samme efterår. Fælles for alle tre udgivelser er, at de følger et bestemt dogme. One One var således resultatet af et suverænt soloprojekt fra start til slut. One Club blev optaget på én aften på natklubben Robert Johnson i Offenbach am Main. Og One Pig fokuserer på livet som slagtesvin fra fødsel til død og videre til tallerken.
One Pig vidner igen om, at Matthew Herbert ikke er bleg for at bruge sin musik til aktivistiske udtryk. Det fungerede bedst på Plat du Jour fra 2005, hvor sukkerknalder og vandflasker blev til musik. Hans evner til at sample sig hele vejen til rytme, melodi og sammenhæng er altid imponerende. Og heldigvis også lytteværdige. Også på One Pig.
Allerede inden albummets udgivelse var der protester. Dyrevelfærdsforeningen PETA skyndte sig at fordømme Matthew Herberts projekt med begrundelsen om, at man ikke skal bruge dyrs død og lidelse til underholdning. Og selvfølgelig blev der oprettet en Facebook-gruppe som modstand mod udgivelsen af albummet. Matthew Herbert, der i øvrigt ikke er vegetar, kaldte modstanden absurd og fortalte, at han primært lavede albummet for at få folk til at lytte mere til verden og dens lyde. Og på den måde reflektere mere som forbrugere.
Numrene på One Pig er navngivet efter det tidspunkt, de blev optaget på. Fra fødslen i august 2009 til slagtningen 24 uger senere. Matthew Herbert fik ikke lov til at optage selve drabet, men den efterfølgende udskæring og spisning vidner om dyrets endeligt og videre færd.
Det første, man hører i åbneren “August 2009”, er lyden af høns. Der er en tone af bondegårdsidyl i den lyd, siden moderne svinehold ikke blander dyrearter. Der rodes i noget halm, og lyden af et større slagtesvin afbrydes af metalliske pisk, som øjeblikkeligt river idyllen væk. Svinets åndedræt fra fødselsøjeblikket danner et beat. En stemme proklamerer hviskende, at albummets hovedperson nu er blevet født. Og herefter tager et mere organisk, langsommere lydbillede over, mens de mange nyfødte pattegrise kæmper om en plads ved soens patter. Det går indimellem heftigt for sig, næsten skræmmende højt.
Der er masser af genkendelige felt-optagelser på One Pig. Men som Matthew Herbert tidligere i sin karriere har vist, kan han få de fleste lyde til at kaste musik af sig. Oftest er det mørk og dystert og tegner en lidet flatterende billede af livet som slagtesvin. “September” præges af svinegrynt, der lægger vokal til en langsom, masserende house. Gryntene er skræmmende og angstfremkaldende – de kommer fra et lille svin med brækket kæbe, der ikke kan spise og siden dør, fortæller Matthew Herbert i en gennemgang af numrene på albummet – men melodien er nynneværdig, og modsætningen mellem de de to elementer er godt ramt.
“October” har mere klassiske grynt, og en ko, der stod i rummet ved siden af svinene, har også fået lov til at komme med. Herbert skaber af disse optagelser en behagelig loungemuzak. Oven på “September” er modsætningsforholdet ikke så intenst, og samtidig er de genkendelige felt-optagelser fra stalden indimellem lidt for dominerende og knap så subtile, som de sagtens kunne være. Da nummeret rejser sig storladent mod enden, glemmer man det dog, og fascinationen ved, at det hele er skabt af griselyde og relaterede optagelser, er mere end til at tage og føle på.
Ud af svinets skind fik Matthew Herbert lavet en tromme, som slås an med knogler. Og han fik også konstrueret et slags vandorgel, hvor vandet blev erstattet med svinets blod og presset gennem små glasrør for at frembringe toner. Trommerne høres tydeligst i “November”, hvor Matthew Herbert også får presset lidt humor ind, når svinets grynt næsten lyder som en dybt filosofisk samtale – som det har med sig selv.
Albummet intensiveres naturligt og bliver mere dystert og industrielt med “December” og “January”, fordi svinene flyttes fra en gammel stald til en mere moderne med metaltremmer og betongulv. En traktor bliver til basgang, inden hovedpersonen lukkes ind i en trailer, som skal fragte den til slagteriet. “January” er dermed det eneste nummer, hvor det svin, som albummet er opkaldt efter, er den eneste kilde til musikken.
I nummeret “February” befinder vi os tidsmæssigt umiddelbart efter selve slagtningen. Vi hører kniven, der slibes. Kødes skæres. Der klippes i optagelsen. Skæres mere. Kniven lægges. En væske drypper. Det er blod. Først efter halvandet minut bliver hoste, knivslibning og savens tur gennem svinets ryg til en rytme, der tager til i styrke og intensitet og nærmer sig næsten Congo-trance i sit udtryk.
De to sidste numre på albummet er en slags efterliv. På dagen for den første udgivelse af George Orwells “Animal Farm” blev en gruppe kokke inviteret til at tilberede et måltid. Man hører på “August 2010” både selve arbejdet i køkkenet og det efterfølgende middagsselskab. Svinets liv ender her som taffelmusik med 70’er-falset (i øvrigt spillet på blodorglet) på en modulerende elektrobund. Albummet burde have sluttet her, men “May 2011” er Matthew Herberts farvel til dyret, kun ham og akustisk guitar i en lille fin ballade, der dog bryder lidt for meget med helheden.
Det er et klart politisk album, Matthew Herbert med One Pig har lavet. Men det, der måske gør det særligt interessant, er, at han ikke missionerer eller fordømmer. Det gør albummet meget renere som musikalsk objekt, uden at det på nogen måde skal skilles fra hans intention med albummet – at få forbrugerne til at reflektere mere. Samplingen er imponerende musikalsk, og One Pig er dermed et album, som overraskende fungerer som mere end bare en idé.





