Når man har haft ondt af sig selv hele søndagen, bare vil sætte en film på og så smide sig træt, opgivende og udmattet på sofaen, så er der visse faldgruber, man skal være opmærksom på. Man skal eksempelvis passe på med at sætte noget af David Lynch på. “Twin Peaks” undtaget. For David Lynch er en krævende mand. Han kræver sgu noget af én som seer, og det gælder om at følge med fra start.
Præcis på samme måde er det med Crippled Black Phoenix. Der bliver fra første færd stillet nogle krav til lytteren, og hvis man vil have noget som helst ud af deres nye plade, så har man bare at leve op til kravene. Det lyder måske lidt hårdt, men det er mere end opfordring end et ultimatum.
”A Thread”, ”The Trap” og ”The Blues of Man” udgør de tre kapitler på denne plade, der samlet breder sig over godt halvanden time. Og de viser, at det er svært at sætte et mærkat på Crippled Black Phoenix. Skal man dele det op, hvilket er svært, kan man sige, at de første to kapitler fremstår som ‘traditionelt progrock’, men tredje kapitel har en mere bluesy karakter. Numrene er alle bundet sammen af, hvad bandet selv kalder: »The corruption of mankind and injustice, but also ultimately in the hope that all is not lost.« Hvilket faktisk er meget beskrivende for pladen.
Der er en form for mørke over albummet, i teksterne og grundrytmerne. Samtidig er der dog også en positivitet og legende kvalitet, der ikke skal undervuderes. Det går fra den ene yderlighed til den anden. Mens “(In the Yonder Marsh)“ er nærmest stillestående og ubevægelig og med en pulserende hjertelyd fører tankerne til et band som Bohren & der Club of Gore, giver ”Born in a Hurricane” straks associationer til indledningen på en Tarantino-film.
I den anden ende af spektret skal nævnes to numre, der fremstår som mere typisk hardrock: ”Laying Tapes” og nok især det fremragende ”Release the Clowns”. Begge er en del af det fantastisk stærke kapitel ”The Trap”, der må være det bedste af de tre. Her står den på mere klassisk guitarrock. Melodierne skifter mellem det tonstunge og det legende og lette. Fra dommedagstrommer til festlig folkemusik og balalaika.
Når det hele gøres op, så er ”(Mankind) The Crafty Ape” en af de mest interessante musikalske oplevelser, jeg personligt har haft i meget lang tid. Et album, endda et dobbeltalbum, der er så forskelligt og afvekslende fra det ene øjeblik til det andet, er noget af en prøvelse at komme igennem. Selvom man kommer igennem og ikke er sikker på, hvad man lige har hørt, bliver man ganske enkelt nødt til at høre det igen.
Jeg har set Lynchs ”Inland Empire” flere gange, og selvom jeg stadig ikke forstår den, så elsker jeg den.
