Det er heldigt for Chris Clark, at han har valgt en karriere som kunstner, for ude på det 21. århundredes arbejdsmarked ville han have det svært. Her skal man helst kunne fortælle arbejdsgiverne en sammenhængende historie om sig selv. CV’et skal vise, at man har et klart mål med sin karriere, og hvert skridt, man har taget, skal kunne sælges som et fremskridt; endnu et punkt, der ligger i forlængelse af det lineære narrativ om éns liv.
Kigger man ud over Clarks værker, er det svært at finde sådan en rød tråd. Ser man f.eks. på hans fire seneste plader, tegner de en noget zigzaggende livslinje. Efter at 2006-albummet Body Riddle havde genbesøgt store dele af Warp Records-bagkataloget og forbundet forjættende acid-synths med abrupte, jazzede programmeringer, trak Clark på Turning Dragon i en bister og kværnende techno-retning. Også det følgende album, Totems Flare, var maskinelt og skærende i lyden – men bare dårligere, bl.a. fordi Clark havde gjort mere plads til sin egen ret uspændende vokal. Anno 2012 har den Berlin-baserede producer så vendt ryggen til den bastant dundrende techno og er på sit nye album, Iradelphic, begyndt at spille guitar. Forvirringen er total.
Det gælder desværre ikke kun progressionen i Clarks karriere. Også undervejs på Iradelphic er det ikke helt til at greje, hvor englænderen vil hen. Hvilket er ret paradoksalt, i og med at han her på sit sjette album tilsyneladende forsøger at skabe en klar linje ved at dele de 12 numre rimelig skarpt op i tre dele.
Den første tredjedel er på én gang velkendt Clark og et nybrud. Her trækker han tråde til Body Riddles melodifokuserede IDM-nyfortolkning, samtidig med at han introducerer sin nyfundne forkærlighed for akustisk guitar. I åbningsnummeret “Henderson Wrench” svinger en snørklet, orientalsk-klingende guitarfigur sig op og ned, og i “Tooth Moves” væver guitaren sig sammen med skiftevis sæbeboblende og forvrængede synths, så Boards of Canadas The Campfire Headphase bliver en nærliggende reference.
Mellem de to numre stråler et af albumhøjdepunkterne, ”Com Touch”, hvor analoge synthlinjer pjanker rundt over en småkitschet, skvulpende rytmebund, før en rumlende bas trækker mørkere nuancer ind under det legende melodiske overskud. Her fungerer omskifteligheden mellem idyl og uro formidabelt og får de to til at kontrastere hinanden glimrende.
Kontrasten mellem pladens første og anden tredjedel er lige så tydelig – men langtfra så vellykket. Hvor Clark i pladens indledende numre har fat i en ganske frugtbar sammenkobling af retro-IDM og folktronica, genopliver midterdelen af albummet af uransagelige årsager triphoppen. Trickys 90’er-muse, Martina Topley-Bird, lægger stemme til to numre, men selv om hun stadig har en dragende og gådefuld klang, er der ikke meget at hente i hverken “Open” eller “Secret”.
I “Open” synger hun og Clark samme sætning på samme melodi i næsten tre minutter, og de lyse synths omkring deres drævende lejrbålsduet udvikler sig ikke nær nok til at holde monotonien nede. “Secret” levner Topley-Bird noget mere frihed til at vise sin stemmes spændvidde, men det dumpt slæbende beat giver et gumpetungt præg, som end ikke et letbenet tropicália-omkvæd kan udbedre. Den muntre »ba-ba-ba-ba«-passage giver dog trods alt et skær af sydamerikansk sommerglæde, men det får det forvredne, rungende “Ghosted” hurtigt bugt med. Dette nummer afsluttes af en noget påklistret singer/songwriter-outro, og så følger to minutters melankolsk pianospil i den korte “Black Stone”. I sig selv er klaverkompositionen udmærket, men den passer ikke specielt godt ind på Iradelphic.
Det besynderlige midterstykke afsporer pladen så meget, at man skal stramme sig an for at nyde de sidste numre så meget, som de fortjener. Men faktisk lykkes Clark yderst fint med at lade både melodiske og rytmiske idéer gå igen i forskellige variationer i det tredelte nummer “The Pining”. Først dukker lys, sprød guitar op gennem en dunkel synthbund, hvorpå et simpelt synkoperet beat tilføjer energi og drive. I anden del af nummeret klippes både guitar og beat op, så der kommer mere kraft og spændstighed, og på den måde banes vejen fornemt for den sidste del, der lander nænsomt med klokkespil og blid synth.
“The Pining” er ikke just revolutionerende, men her er i hvert fald en klar sammenhæng, og det er mere, end man kan sige om Iradelphic som helhed. Albummet er tværtimod noget rod, og det er nok ikke det værk, Chris Clark skal fremhæve på sit CV.
