Cirkus Wainwright er tilbage, og Out of the Game er efter hovedpersonens eget udsagn hans mest poppede udspil til dato. Forgængeren, All Days Are Nights: Songs for Lulu, var umiddelbart for de få indviede, men det forholder sig stik modsat med Out of the Game. Rufus Wainwright har pustet den store popballon op efter at have gennemgået en turbulent periode i livet, hvor han både har mistet sin mor og fået en datter med Leonard Cohens datter, Lorca. I manegen har han allieret sig med den engelske succesproducer Mark Ronson, der bl.a. har produceret for Adele og Duran Duran.
Den engelske hitsmed har omtalt Out of the Game som den bedste produktion i sin karriere. Læg dertil, at albummet har fået hjælp fra kompetente gæster som eksempelvis Nels Cline fra Wilco, Nick Zinner fra Yeah Yeah Yeahs, Sean Lennon og Dap-Kings, der i vid udstrækning blev brugt som musikere på Amy Winehouses Back to Black.
Derfor er det helt legalt at have højtravende forventninger til Out of the Game. Rufus og Ronson er som udgangspunkt en spændende konstellation i trapezen, der vil langt mere end bare at gøgle i øvelokalet, og Ronson puster så at sige til Wainwrights ild på den gode måde.
Pladen rækker langt ud over de første stolerækker, og der bliver delt godbidder ud i mange smagsvarianter. Lyden er retrosoul i bedste 70’er-stil med afstikkere til både softrock og disco, så der kan faktisk skrabes sammen til en gemytlig svingom i manegens savsmuld blandt albummets 12 skæringer. At der samtidig er plads til mere afdæmpede momenter, gør det til et syvende album, der spiller på flere heste.
De mest højlydte bifald tilfalder det suveræne åbningsnummer “Out of the Game”. »Look at you / look at you / look at you / look at you, suckers / Does your mama know what you’re doin’?« synger Wainwright med hentydning til den branche, han i en årrække har været en del af.
Titelnummeret overgås næsten af den gospelklingende ”Jericho”, hvor den canadiske excentriker umiskendeligt lyder som en yngre Elton John. “Barbara” har hængekøjepotentiale med sit dovne og drømmende udtryk. ”Montauk” er skrevet som en slags fremtidig velkomst til datteren Viva, når hun en dag skal besøge sit andet hjem i Montauk, New York, hvor Wainwright har et hus med sin mand, Jörn Weisbrodt. Måske det bare skulle være blevet ved den smukke tanke, som teksten så sandelig er, for “Montauk” er og bliver et irritationsmoment.
Heldigvis er programmet vidt og bredt. Forestillingen er bedst i første afdeling lige inden pausen, hvilket vil sige cirka halvvejs. Et banalt råd til lytteren er at begynde ved begyndelsen. Lægger man i stedet ud bagfra med “Candles” – en sang skrevet til Wainwrights afdøde mor – er der fare for, at man mister fokus og lader sig distrahere af udfasende sækkepiber, der bundfæller sig og genopstår som forestillingens rørende og pompøse afslutning.
En sublim vokal og en dragende retrolyd ledsaget af ferme backing-vokaler gennemsyrer albummet. De poppede indspark klæder i den grad den 38-årige entertainer og tager dennes repertoire til nye højder. Der er meget få ting på pladen, der ikke fortjener storladen applaus, og derfor bliver der underligt tavst, når Rufus og Ronson trækker pløkkerne op og pakker teltet sammen. Så hold øje med plakaterne på lygtepælene i din by, og gå for alt i verden ikke glip af Cirkus Wainwrights nyeste forestilling.
