På sit femte album ligner og lyder Hot Chip fortsat som sig selv. Det kan man vel heller ikke fortænke gruppen i. Hot Chip synes at have fundet en sikker formel, der gang på gang har resulteret i glimrende popsange: det underfundige, nørdede image med store briller og skør strik + modsætningsparret Alexis Taylor og Joe Goddards vokaler + tekster med (med årene mere og mere følsomt) indhold + et kitschet mash-up af electro-indiepop, dance, soul, funk og disco. Alt sammen lig med, hvad man kunne fristes til at kalde intelligent og sofistikeret club-musik.
Særligt på de sidste udgivelser er de sære briter dog blevet voksne og mere eftertænksomme – 2010’s One Life Stand var et studie i kærlighedens væsen og viste gruppen fra en mere afdæmpet side end tidligere, og følsomheden skinner også tydeligt igennem på In Our Heads, hvor der balanceres mellem hipster-cool, ADHD-agtige energiudladninger og bløde ballader.
Det starter lovende i førstnævnte boldgade med den pulserende “Motion Sickness” tilsat klassisk Taylor-»uhuuu«-kor på omkvædet og svimlende keyboard-stykker, ligesom efterfølgeren “How Do You Do” også er lige til dansegulvet og radioen med sin simple synth-trommerytme og 80’er-retro-feel. »How do you do it / you make we wanna live again,« synger Taylor i sin hyldest til kærligheden, og det er svært ikke at blive smittet af livsglæden og energien. På “Don’t Deny Your Heart” går der for alvor disco i den, og jeg kommer uvilkårligt til at tænke på en ung Michael Jackson i sit es. Også “These Chains”, en groovy hilsen til two-step, og den housede, fremragende ”Flutes” skinner igennem som nogle pladens bedste numre.
På albummets sidste tredjedel er det, som om drengene er blevet trætte, og luften går lidt af ballonen. De modløse verselinjer »hoping to find what’s lost in my mind« i “How There Is Nothing” lyder underligt hule, og generelt gælder det for de meget bløde tekster, at jeg kan ikke rigtig finde ud af, om englænderne prøver at være kitschet ironiske eller virkelig mener det – hvilket bliver et irritationsmoment, jeg har svært ved at abstrahere fra.
Hvor Hot Chip mestrer de dansevenlige numre i så overlegen stil, at jeg næsten ikke kan få armene ned, bliver balladerne simpelthen for corny og uinteressante. Som når der i falset synges »never gonna be without each other’s love again« i “Look At Where We Are”. Her går der for meget boyband i den. Det er muligvis et bevidst forsøg på en sjov pastiche, men jeg fanger den ikke og begynder 1) at kede mig og 2) at krumme tæer.
Det skorter bestemt ikke på hitpotentiale, men som helhed bliver albummet en udmattende affære på godt en times spilletid, og for min skyld kunne det godt have været tre numre kortere. Det kontrastfyldte vokalsamspil mellem lyse Taylor og dybe Goddard er et af Hot Chips stærkeste kort, der alene kan gøre de fleste numre lytteværdige, men her er det ikke nok til at redde det samlede resultat.
Der er virkeligt gode øjeblikke på In Our Heads, men som helhed er det desværre en noget rodet og langtrukken affære. Al respekt for at insistere på en eklektisk stil og på at ville vise, at dance og electropop kan udføres fintfølende og eftertænksomt, men denne gang tangerer Hot Chip for ofte det banale og kødløse.
