Oh Land, 15.06.12, NorthSide Festival, Aarhus

Pause Play Play Prev | Next

Da P3-værterne Nicholas Kawamura og Pelle Peter Jensen gik på scenen, få minutter inden den tidlige aftens koncert med danske Nanna Øland Fabricius alias Oh Land, var det blandt andet med udmeldingen: »NorthSide har Danmarks bedste musikprogram.«

Jeg var på daværende tidspunkt ikke synderligt imponeret over, hvad jeg havde hørt. Hverken de preppy college-fyre i Noah and the Whale, ærkebritiske Miles Kane med den klassiske pagefrisure eller de tatoverede New Jersey-rockdrenge i The Gaslight Anthem havde været andet end hæderlige. Og sidst men ikke mindst, var koncerten med Marina and the Diamonds mere underholdende end musikalsk opløftende; at se en kvinde valse rundt på scenen i en kropsnær brudekjole, der med dyb udskæring fremhæver en endog meget fyldig barm, kan ikke undgå at få én til at trække på smilebåndet, når vokalen samtidig tangerer det dekadente.

Jeg var derfor spændt på Oh Land, som jeg har langt mere fidus til, og lad mig bare slå fast med det samme: Jeg blev bestemt ikke skuffet.

Det blev en aldeles fremragende koncert, hvor den meget smukke sangerinde, der i dagens anledning var trukket i et struttende guldkostume (som hun dog smed midtvejs i koncerten), i den grad havde publikum med sig. Rundt omkring mig dansede og sang publikum med på alle numrene, som hovedsagligt var taget fra hendes selvbetitlede andet album. Bevares, der var et par knægte, der, bagved mig, absolut skulle debattere den hedengangne festival Monsters of Rock, men de gik heldigvis i løbet af koncerten.

Der er mange ting, der gør Oh Land til noget helt særligt, men det vigtigste er, at hun griber musikken an fra en skæv vinkel. Det kommer selvfølgelig også til udtryk gennem det band, hun har med sig på scenen: en fabelagtig, stående trommeslager, der, blandt andet ved brug af drumpads, bestemt ikke spiller lige efter bogen, men hele tiden udfordrer rytmisk; en keyboardmand, der udover synth og samples m.m. også udfylder rollen som bandets bassist; en strygergruppe bestående af en cellist og tre violinister og sidst men ikke mindst to korsangerinder. Tilsammen formår de at udføre Nanna Ølands komplekse kompositioner i praksis.

Bandet lagde fra land med nummeret “Perfection”, der med romantiske strygere og håndklap straks fik fat i publikum. Nummeret brydes til slut ned i et lidt specielt c-stykke, der nærmest minder om en børnerap. Her dirigerede Nanna Øland publikum til at lave bevægelser fra højre mod venstre med armen, hvilket gjorde det bølgende hav af udstrakte arme til et fantastisk skue. Det påvirkede hende da tydeligvis også, og hun takkede hjerteligt publikum og fortalte, at hun i over et halvt år havde glædet sig til NorthSide Festival.

Derefter fortsatte bandet med det store hit “Sun of a Gun”, som blev efterfulgt af det lidt kitchede electronummer “Voodoo”, der på dagen var gjort en anelse hårdere end på pladen. Vi fik også “Wolf and I”, hvor en dyb drone skabte nummerets melankolske stemning, og i slutningen af nummeret fik Nanna Øland med opfordringen »kom så, ulve« publikum til at synge med på et a cappella-stykke.

Det ene fede nummer fulgte efter det andet: “Lean” med de James Bond-agtige strygere; “Helicopter”, der, som hun fortalte, handler om at tage hjemmefra, men også love at komme tilbage; “Audition Day” fra debutalbummet Fauna, der tager udgangspunkt i hendes egne oplevelser med ikke at kunne danse ballet mere; medrivende versioner af “Rainbow” og “Human”; “Speak Out” gav undertegnede gåsehud, og til slut fik vi (efter en kort diskussion i bandet) “White Nights”, der er en hyldest til de lyse nætter.

Ved koncertens afslutning lavede Nanna Øland et par piruetter, satte sig på halen og udbrød: »Jeg har ikke lyst til at gå.«

Det var ganske enkelt tydeligt, at det var en helt særlig aften, og at vi havde været vidne til en fantastisk koncert.

Fotos: Mathias Laurvig, LiveShot.dk