Hvis du hører åbningsnummeret på We Have Such Sights to Show You, “SMTMS”, gætter jeg på, at du hurtigt vil have en formodning om, hvad resten af denne plades 11 numre har at byde på. Sådan sad jeg i hvert fald selv og tænkte. Og selvom jeg syntes ret godt om nummeret, var jeg ikke helt vild med tanken. Jeg forudså, at denne anmeldelse ville blive fyldt med ord som ‘ensformigt’ og ‘trivielt’.
Det skulle dog hurtigt vise sig at være grundløst. For efter ganske få numre havde Hellraiserten gjort forudanelsen aldeles til skamme. Den blev snarere til en undren. En undren over, hvor forskelligartet hvert nummer er fra det forgående.
Lad os dvæle en smule ved førnævnte ”SMTMS”. Der bliver lagt fra land med programmerede trommer, og synths, der minder om bands, det er bedst ikke at nævne. Alligevel kommer nummeret hurtigt ind under huden på lytteren. Den tunge forvrængede synth og den uskyldige vokal supplerer hinanden fornemt i det lidt stillestående lydbillede.
Herfra går det hurtigt, og straks er den electroniske lyd næsten forsvundet. Den hænger fortsat i luften på det efterfølgende “Apply Tonight”, men derfra ser vi ikke meget til den. Pladens fjerde skæring, “Octo”, signalerer overgangen til melankolien, og denne dystre stemning holder ved over flere af de følgende numre.
Selvom We Have Such Sights to Show You kun lige sniger sig op over den halve time i spilletid, sidder man som lytter tilbage med en følelse af, at det hele har varet meget længere. Det skal ikke forstås som kedsomhed, men snarere som følelsen af at være i en eller anden mærkelig form for venteposition. Fornemmelsen af, at der bygges op til det helt store brag, er konstant til stede. Jeg sidder hele tiden venter på, at den tiltrækning, musikken har på mig, skal forløses på en måde. Men det bliver den ikke, og i sidste ende mangler der noget.
Man ærgrer sig over, at der ikke tages nogle chancer, der kunne bryde pladens meget skabelon-agtige udtryk. Istedet bliver slutproduktet som at spille bowling på med bander på banen. Det tager spændingen ud af oplevelsen, men man rammer til gengæld aldrig helt ved siden af. “Brick Wall Heart” er et ganske udmærket nummer, men efter 10 sekunder føler jeg, at jeg allerede har hørt det hele flere gange. Jeg kunne godt have tænkt mig, at Hellraiserten havde givet fanden i det hele og været lidt mere prætentiøse. Så det ikke var så, ja, trivielt.
