Foto: Stephan Flad
Sidste års Berlin Festival var en så jubelprovokerende oplevelse, at armene var løftet langt over skulderhøjde, selv efter fødderne igen var solidt placeret på dansk jord. Det var en oplevelse, der gjorde det følgende års festival til en obligatorisk tur og denne gang skulle det være for alvor.
Scenariet lignede sig selv. Det var tredje gang, festivalen blev skudt i gang, og der var umiddelbart ikke skruet på mange knapper siden det sidste besøg i den nedlagte lufthavn. Med et neongult skilt, der insisterende opfordrede os til at tage det et skridt videre med teksten »It’s my Flughafen and I rave if I want to,« var der ingen tvivl om, hvad der var under opsejling.
Der skulle lyttes, opleves og danses på den tyske, ja sågar berlinske vis; alt andet end et ringe udgangspunkt for en festival, der til manges ærgrelse – men mit søvnbehov og trang til rigtig mads fornøjelse – kun strækker sig over fredag og lørdag som afslutning på en hel uge: Berlin Music Week med alt fra foredrag om musikbranchen til kåringen af årets tyske upcoming band. Den endelige vinder af Newcomer-prisen er endnu ikke fundet, men tilbage i 2008 vandt Bonaparte, og i 2010 strøg Kraftklub med prisen – to bands, der i år begge spillede på Main Stage på Berlin Festival og dermed kan siges at have fået deres gennembrud. Det er derfor langt fra en pris, man skal se let på.
Den tyske folkefest
Ingen tvivl om, at der på pladsen blev snakket sprog fra alle hjørner af verden, og den tyske bund, der lå under det hele, blev udfordret af mange dialekter og accenter i løbet af weekenden. I løbet af de to dage spillede flere lokale helte, I Heart Sharks, førnævnte Bonaparte og Kraftklub og ikke mindst Paul Kalkbrenner, der ikke kun er folkekær i Tyskland, men også på den internationale scene.
Festivalens motto? Foto: Stephan Flad
Jeg havde i løbet af det sidste stykke tid i Berlin været en smule forundret over de mange plakater alle steder, gader, U-Bahn-stationer og fortove, hvorpå der oven på et billede stod »Bonaparte – Sorry We’re Open«. Som den til tider noget uopdaterede musikskribent var det mig stadig noget af en gåde, hvem det egentlig var, der stod på scenen lørdag aften, men antallet af publikum, der trofast var troppet op, beviste i hvert fald, at tyskerne helt klart var med på legen.
Den danske invasion
Rundt omkring var der ganske vist uventede og overraskende tyske fester, tydeligst da I Heart Sharks gik på scenen lørdag eftermiddag og Paul Kalkbrenner – eller Paulie; et ofte brugt tilråb blandt publikum til den berlinske DJ. Men det var ikke det eneste folkeslag, der fik lov at dyrke lidt nationalpatriotisme.
Som forventet var der dukket en hel del danskere op, som var med til at sætte gang i noget af et tilløbsstykke, da danske helte som Turboweeekend, When Saints Go Machine og WhoMadeWho spillede. Turboweekends Silas Bjerregaard crowdsurfede ud over et ikke ret talstærkt, men meget dansk publikum. When Saints Go Machine fik et enstemmigt publikum lørdag nat til at råbe »Ekstra nummer!« og WhoMadeWhos Jeppe Kjellberg saluterede publikum med et lavt, men ikke mindre udtalt »Skål for satan«.
Større end stort
Crowdsurfende Silas Bjerregaard. Foto: Camilla Zuleger
Højdepunkterne var bestemt mange på dette års festival. Også internationale succeser som Grimes leverede en koncert af den slags, man ikke ser mange af. Ikke desto mindre var armene dette år knap så højt placeret ved festivitassens afslutning som sidste år. Det forekom mig at have steget arrangørerne en kende til hovedet, at der var så mange, der hellere end gerne dukkede op til et brag af en fest i Tempelhof Flughafen – og som hver og én var friske på en gang rave, en tur i Art Village for de mere visuelt orienterede eller en tur på den til anledningen opstillede rodeotyr. Stemningen var bestemt god, opstemt og intens.
Sådan en stemning er jo langt hen ad vejen noget af det mest grundlæggende for en festival. Desværre var stemningen for mig at se måske lidt for intens: Der var tydeligvis blevet solgt for mange billetter i forhold til, hvad der var plads til. Dette var klart på festivalpladsen, hvor der ikke som sidste år var masser af udfoldelsesmuligheder for ens berlinske rave-optrædener, men endnu tydeligere kom det til udtryk i den tilstødende festby, Club X-Berg. Det tog hen ad en halv times tid at komme ud af den bygning, hvor When Saints Go Machine spillede lørdag nat, fordi arrangørerne ikke havde kalkuleret med, at der på én gang var mange på vej ud og mange på vej ind til Hercules and Love Affair Sound System, der spillede umiddelbart efter.
Berlin Festival er stort, men for min skyld må det gerne næste år være lidt mindre.
