Med tre plader og en single på P3’s Uundgåelige i bagagen valgte Pluto at sige farvel og tak i 2007. Forsanger Thomas Thomsen begyndte hurtigt at rumstere med sit eget projekt, hvis debut har været i produktion siden 2008 og nu altså endelig er klar til udgivelse.
På Alt det jeg troede du bedst ku’ li’ skifter Thomas Thomsen retning fra det eksperimenterende til den strømlinede pop. Teksterne tager udgangspunkt i hverdagens både store og små problemstillinger, som det f.eks. sker på albummets første single ”Én ting”, der handler om den evige jagt på kærlighed i storbyens natteliv.
Ud over en smule hjælp i form af trommer og guitar på enkelte af pladens numre står Thomas Thomsen selv for indspilninger og udgivelse, hvilket lyden ikke lider under. Små afbræk og musikalske finesser er der masser af; åbningsnummeret ”Bondegårde af plastik” opbygges eksempelvis gradvist med flere instrumenter og et korarrangement, alt imens en fløjtemelodi binder nummeret sammen. Det er tydeligt at høre, at Thomsen har brugt mange timer på at justere og perfektionere sit album.
De fleste af numrene holdes i stram snor af et underliggende trommebeat, og de selvkreerede, elektroniske af slagsen har en lo-fi Gameboy-lyd som på ”Fugle der sang engang”. Sammen med en retroinspireret synth, som også mest af alt lyder som noget fra Super Mario Bros., står instrumenteringen og lyrikken i skarp kontrast, hvilket er et gennemgående træk på Alt hvad jeg troede du bedst ku’ li’, hvor de upbeat, letsindige melodier ofte følges af et mere dybdefølt, genkendeligt emne.
Thomas Thomsen jagter den udadvendte pop, og på numre som ”Jeg har ventet på dig” og ”KBH” må man sige, at han har ramt plet. Flygtige arrangementer løfter lytteren ufortrødent igennem kærlighedsserenaden og en hyldest til hjemstavnen, og det er netop på de venligt stemte numre, at Thomsen træder i kraft som sangskriver og lyriker. Selvom lyrikken flere steder har en tendens til at blive fyldt med klicheer (f.eks. »Det regner og det sner / i mit hjerte mer’ og mer’« – gør det ikke så meget, så længe de bliver båret af den bedårende popmelodi.
Det bliver de dog ikke hele vejen igennem. Der er nemlig mange af pladens numre, som stadig ikke hæfter sig efter flere gennemlytninger – de virker simpelthen overflødige, og uden evnen til at skille sig ud fra den gennemgående popopskrift ender de med at drukne i mængden. Det er svært at stikke ud, når man opererer på et så bredt og i forvejen så udforsket musikalsk spekter – og endda endnu sværere at gøre det gennemgående på et helt album. Man sidder simpelthen og savner, at Thomas Thomsen udfordrer og komplicerer flere af numrene for at undgå den forglemmelige karakter, de ender med at have.
