At The Killers aldrig har været blege for at vise deres musikalske baggrunde i musikken, var tydeligt fra starten. Debuten Hot Fuss (2004) var en solid pop-/rockplade tilsat lige dele dance-rock og post-punk i stil med The Cure og U2, og da Sam’s Town (2006) fulgte trop to år efter, blev inspirationen tydeligt trukket fra heartland rock-giganter som Bruce Springsteen og Tom Petty. Med disse mere rockede inspirationer in mente var det derfor en overraskelse for både fans og kritikere, at Las Vegas-gruppens tredje album, Day & Age (2008), sigtede mod synthpop a la Duran Duran. Her var de karakteristiske storladne omkvæd blevet tonet en smule ned og guitaren erstattet af synthesizere og hornsektioner.
Da bandet valgte at tage en pause, efter alverdens spillesteder og festivaler var blevet vendt og drejet i Las Vegas-glimmer, blev fans, der længtes efter mere fra The Killers, imidlertid spist af med et middelmådigt soloalbum fra frontmand Brandon Flowers i 2010, men nu er de verdenskendte dræbere efter fire års ventetid tilbage med deres fjerde opus, Battle Born.
Personligt var Day & Age for mig ikke den dealbreaker, den var for så mange andre. Jovist var den ikke på højde med tidligere værker, men en god sjat af numrene besad alligevel en vis charme, hvilket gjorde, at pladen stadig var værd at finde frem en gang imellem. Battle Born er dog en anden sag, omend den storladne åbning i form af ”Flesh and Bone” ikke indikerer det. Den anonymitet følges dog hurtigt op af førstesinglen ”Runaways”, der i al sin simpelhed viser, hvad The Killers gør bedst og perfektionerede på Sam’s Town: at lave fængende stadionrock.
”The Way It Was” trækker tilbage mod Day & Age med et simpelt 4/4-beat, der fører lytteren igennem sangen, som tydeligvis er skrevet til radioen og de store scener. Det er meget pænt og ufarligt, men sangen viser til gengæld en Brandon Flowers i absolut topform. Battle Born taber lidt pusten med “Here with Me” og “A Matter of Time”, men den letdunkende “Deadlines and Commitments” bringer interessen tilbage, og med “Miss Atomic Bomb” cementerer The Killers for alvor deres talent for at skrive bombastiske arrangementer. Battle Born har også en vaskeægte outcast i form af “From Here on Out”, der tilføjer lidt velkommen variation i form af noget Eagles-inspireret amerikanerrock.
The Killers har aldrig været et band, man søgte mod for originalitet eller nytænkning, og på baggrund af det har kritikere altid været på nakken af dem. Faktum er dog, at bandet altid har været garant for glimrende, letfordøjelig pop-/rockmusik skrevet til at fylde stadions og festivalpladser verden over. Battle Born er ingen undtagelse, og resultatet er et kærkomment tilbagetræk til lyden fra de to første plader. Uanset om man er én af dem, der følte sig overset på Day & Age, eller én af dem, der faktisk holdt af synthpop-eventyret, er Battle Born en plade, der burde være at finde i enhver The Killers-fans samling.
