Da Interpol-frontmanden Paul Banks udsendte sit første solo-album i 2009, skete det under kunstnernavnet Julian Plenti. Udspillet bestod efter Banks’ eget udsagn af en flok sange skrevet i tiden før Interpol, hvor han også benyttede sig af navnet Julian Plenti. Og mens det alias ikke umiddelbart løftede sløret for bagmandens identitet, er der andre boller på suppen på newyorkerens andet soloudspil. Ikke bare har Banks lagt pseudonymet på hylden; udspillet bærer også slet og ret titlen Banks.
Hvor det tidligere soloudspil altså var et musikalsk stroll down memory lane til tiden før Interpol, er det nye album blevet til over de sidste to år i pauserne mellem moderbandets turnéaktiviteter. Banks bærer da også tydeligt præg af at være en enkelt musikers frirum til egenhændigt at trække i trådene. Mange af numrene udviser således en nysgerrig og legende tilgang til indspilningsgerningen, hvor Banks i hvert fald ikke kan klandres for ikke at udfordre egne kompositioner. Der bliver nemlig malet med den store pensel, når lydbilledet udformes med alskens strygere og elektroniske indslag. Dermed skaber Paul Banks en grad af variation i forhold til Interpols dystre postpunk. Og selvom staccato-guitaren ikke er pakket helt væk, er tonen generelt lysere, end når Banks finder sammen med kumpanerne i Interpol.
Albummets to første numre er tydelige eksempler, og samtidig er det også de bedste sange på Banks. “The Base” åbner vuggende og skrøbeligt med arpeggio-guitar over en elektronisk klangflade, der er så subtilt placeret i lydbilledet, at man næsten ikke lægger mærke til den ved første gennemlytning. Det hele suppleres hurtigt af en huggende guitar, der dog ikke overtager, men tværtimod udgør et perfekt supplement til sangens vuggevise-intro. Strygere falder belejligt ind og går fra igen på en måde, der virker helt igennem naturlig og er med til at skabe en særdeles vellykket dynamik i nummeret. Den skrøbelige og svævende stemning virker utroligt godt, og det er svært at sidde stille, når der tages fat på andet vers efter et kort og helt afdæmpet intermezzo. Til sidst åbner Banks lidt for mere støjende klange, men det hele afsluttes, inden det får lov til at løbe løbsk.
I den følgende “Over My Shoulder” er der for alvor skruet op for hit-potentialet. Også her gøres flittigt brug af strygere og klaver, og sammen med insisterende trommer og bas piskes nummeret frem på yderst effektiv vis. Der er rendyrket melankoli på spil i de fint klingende mol-akkorder, og det rammer lige i hjertekulen, når Banks’ baryton lyder: »You only hold me like the canyon holds the stream.« Smukt. Fandens smukt.
Hvis resten af albummet havde holdt samme standard, ville der være tale om et lille mesterværk. Men desværre skrider værket noget, efterhånden som man kommer længere ind. På “Arise, Awake” skiftes til en mere teatralsk stemning, der på en eller anden måde lægger sig mellem noget tidlig Radiohead og Placebo. Nummeret fungerer ikke rigtigt. Måske fordi det er for rodet. Måske fordi den storladne og heftige instrumentering paradoksalt nok fremstår en kende kedelig og underligt følelsesforladt.
“Young Again” åbner rigtigt fint med luftige guitarer og vokal, der distanceres gennem tykke lag af effekter. Men med ét sovses lydbilledet ind i alt for mange lydspor, og det er bare ærgerligt. Det samme gør sig gældende i “No Mistakes” – hvor åbningsriffet i al sin enkelhed kunne være taget fra en Pixies-plade – før det glider over i et lidt banalt omkvæd, der virkelig lider under lydmæssig horror vacui. I begge numre håber man forgæves, at Banks for bare en gangs skyld vil holde lidt igen med skytset i omkvædene og i stedet dyrke den minimalistiske kurs, de respektive vers udsteder. Dette gentager sig i albummets sidste nummer, “Summertime Is Coming”, der således kun afslutter albummet middelmådigt.
Der er masser af gode elementer på Banks, men det kan virke, som om den højeste prioritet har været at eksperimentere med en velvoksen instrumentering og produktion, og derfor kan det desværre også momentvis lugte af, at formen har været vigtigere end indholdet. Selvfølgelig er det prisværdigt, at Banks har ønsket at ryste posen en ekstra gang og løsne sig fra det stramt spillede lydideal, han selv har været med til at fremavle i Interpol. Men når man besidder et talent som Banks’, skal der altså være en del flere pletskud, end tilfældet er på dette soloudspil.
