Koncerter

Band of Horses, 16.06.13, NorthSide Festival, Aarhus

Band of Horses imponerede på NorthSide Festival med en smuk sætliste og fik skabt et af de små koncertøjeblikke, der faktisk hænger fast. Også selvom flerstemmigheden var forsvundet.


Fotos: Julie Stenstrøm / NorthSide

»Ej, du har jo virkelig et moment lige nu,« siger en pige fnisende henvendt til sin sidemand. Han står med lukkede øjne, mens Ben Bridwells intense vokal fylder luften mellem de mange festivalgængere, der er stimlet sammen foran scenen. »No one’s gonna love you more than I do.« Helt klart. Et moment.

Indrømmet. Jeg var en af dem, der nærmest lagde Band of Horses på is efter deres 2012-plade Mirage Rock. Band of Horses har aldrig været blandt de rå drenge i klassen, men det nye album er simpelthen så dresseret og ufarligt, at jeg med det samme anså bandet for at være godt i gang med at sælge ud. Derfor var det også med blandede forventninger, at jeg gik til koncert med indie/folkrockbandet fra Seattle søndag aften på NorthSide Festival.

Sidst, jeg oplevede bandet live, var på Roskilde Festival i 2008. Her stod de midt i deres gennembrud med pladen Cease to Begin (2007) og især hitsinglen ”Is There a Ghost” var en sikker publikumstræffer. Jeg husker koncerten som noget nær årets bedste, og siden 2008 har den moderne klassiker Infinite Arms (2010) endda kun gjort diskografien endnu mere interessant.

Og det var da også tydeligt, da Band of Horses gæstede Aarhus på den musikalsk tætpakkede søndag, at de havde et stærkt sangkatalog at tage fra. Det var med andre ord allerede fra starten dømt til at blive en af den slags koncerter, hvor man går derfra og tænker: »Men de spillede jo ikke … « Ikke fordi koncerten manglede gode sange, men simpelthen fordi der ikke var plads til at spille dem alle sammen.

Setlisten til aftenens koncert var fornemt stykket sammen af numre fra hele bandets fire plader lange karriere. Og faktisk fungerede de nye numre slet ikke så dårligt live, højst sandsynligt takket være Ben Bridwells fantastiske stemme, der ikke har svært ved at holde lytteren fanget. Som en ung Niel Young eller Jim James fra My Morning Jacket.

Det var også lykkedes at få skabt den tætte, let distortede guitarlyd, som er en nødvendig kontrast til den glatte vokal. Til gengæld druknede flerstemmigheden alt for ofte, og det er ærgerligt, når nu netop dette er en så vigtig del af Band of Horses’ lyd. Af den grund kom nogle af numrene til at fremstå en anelse flade – f.eks. fik numre som ”Laredo” (Infinite Arms) og ”Marry Song” (Cease to Begin) ikke rigtig den fylde, de fortjente.

Men det er små ting i det store billede, og på en aften som denne, festivalens finale, skal man heller ikke undervurdere genkendelsens glæde – vi vil høre noget, vi kender, og det fik vi. Derfra hvor jeg stod, var der i hvert fald ikke en skovmandsskjorte M/K, en tatoveret overarm eller en far-med-fadøl, der ikke rockede med på countrynummeret ”The General Specific” (Cease to Begin), og ikke et øje, der var tørt på afslutningsnummeret ”The Funeral” (Everything All the Time).

Band of Horses var oppe imod mange gode navne den søndag. Og det havde været mere oplagt at placere dem i større tidsafstand fra Kashmir, som jeg vil gætte på, at de deler en del publikum med. Alligevel fik de skabt en lille lomme, hvor folk kunne nyde musikken og trække vejret.

Lad os bare kalde det et moment. Det er vidst det, Band of Horses kan. Jeg tror i hvert fald, at tiden er inde for mig til at tage bandet op af fryseboksen igen. Sælger ud, det gør de i hvert fald ikke endnu.

★★★★½☆

Leave a Reply