Et ‘aparte, passivt-aggressivt og sindssygt udefinerbart bekendtskab,’ skrev Undertoners anmelder, da finske Circle i 2010 gæstede Roskilde Festival. Et af dette års bidrag fra den fjerne afkrog af Skandinavien, K-X-P, matchede den beskrivelse ganske godt, om end det var så som så med det passivt-aggressive. Men udefinerbar var Helsinki-trioens Apollo-koncert til gengæld i dén grad.
Hvor Circle mødte op med en alt andet end homogen blanding af spejlglassprængende opera og puddelhundehåret helterock, var K-X-P’s udtryk lidt mere sammenhængende. Altså så sammenhængende, som det nu bliver, når man blander krautrock med alt fra cirkusorgel over tv-jingle-lydende melodier til decideret rave-gungrende synthakkorder. Hen over det råbte Timo Kaukolampi fra tid til anden et »hey!«, der rumklangsvuggede og ekkoede ud over den noget nær affolkede plads foran scenen, når han da ikke fik fundet et enkelt vers eller to frem fra bandets glimrende 2013-plade, II.
Albummet udmærker sig bl.a. ved at være skarpt skåret: 12 numre på knap 39 minutter. Den slags afmålthed havde finnerne ikke med sig, og en time var alt rigeligt til at blive rundt på gulvet over, hvor de ville hen. Mens musikken pumpede derudaf, indtog Kaukolampi jævnligt diverse heavy metal-positurer, der lignede noget fra et Manowar-cover – og måske var det samme sted, han havde fundet inspiration til sit tungt nittebeklædte læderforklæde.
Når han ikke stod med mikrofonen som et sværd hævet over hovedet, tampede Kaukolampi løs på et par synthesizere og fik dem til at blippe som krautlegenderne Harmonias ringlende melodier spillet i dobbelt tempo. Eller også hentede han dance-hooks op ad samme skuffe, som Safri Duo stod på hovedet i. Hvis han altså ikke speedede sine synthmønstre nådesløst op, så bassist Tuomo Puranen og trommeslager Tomi Leppänen måtte sprinte af sted for at holde rytmebunden på omgangshøjde med frontmanden.
Når K-X-P’s første Roskilde-koncert trods alle de besynderlige krumspring alligevel var en – i hvert fald i perioder – glimrende oplevelse, skyldtes det især Tomi Leppänen. Hans ualmindeligt solide trommespil var som taget ud af den kraut-ABC, som Klaus Dingers indsats i Neu! udstak rammerne for, og uanset hvilke curveballs Kaukolampi kastede, holdt Leppänen imponerende nok trit. Det var umuligt at se, hvad han tænkte om det hele, formummet som han var bag en munkekutte. Men selvom det set ude fra publikum var en temmelig bizar måde, K-X-P åbnede mandagens Apollo-program på, har det nu næppe været den mest aparte eftermiddag i Leppänens liv. Sidst han spillede på Roskilde, var nemlig for næsten eksakt tre år siden – som trommeslager i Circle.
