Mother Lewinsky blev præsenteret som “en hær af guitar, trommer, bas og strygere, strygere, strygere.” Det var da også et stort orkester på otte musikere, der få sekunder senere stod på scenen. Klar til at spille deres simple indie med et stryg af klassisk. For bandet spiller ikke bare deres skæve pop på rock’n’roll-instrumenter, men har også tre strygere med.
Blandingen kalder de efter sigende for indie-classical, og det er ikke helt ved siden af, for det var egentlig bare klassisk indierock tilsat en ordentlig sjat strygeinstrumenter. Marc Facchini-Madsen ledede eksperimentets gang med sin karakteristiske og pågående stemme. Godt støttet af fræsende guitar, tung bas, et ret markant trommespil og violin-dyster mellem de to violinister endte resultatet med at være over middel.
Efter et kvarter blev trommeslageren, guitaristen, keyboardspilleren sendt ud af scenen, og ind kom et helt strygerensemble. Her var det kun Facchini-Madsens stemme og de mange strygere, der sendte toner ud mod det taknemmelige publikum. Det startede en kende sløvt, men blev langsomt bygget op til en ordentlig energiudladning af ensemblet. Og så var det slut.
Ud gik de, og ind kom rockmusikerne igen. Her spillede de igen deres standard-indie med strygere indover. Det lød godt, men det blev efterhånden også lidt ensformigt. Det var mest interessant, når bandet spillede højt og hurtigt med hvirvlende violiner, og allerbedst var det, når de to violinister havde solo. Her mærkede man klarest, at man ikke bare hørte et hvilket som helst indie-band, men derimod et eksperiment, der var på vej til at lykkes. De få langsomme numre, der var, kunne næsten have været sløjfet, for de trak tempoet ud af en ellers ret hæsblæsende koncert.
Mere violin, mere rock og mere fart, og så burde den være hjemme for Mother Lewinsky.
